Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

religion

Latin religio. For de gamle romere var religio især den religiøse praksis, som var nødvendig for hele tiden at vedligeholde pax deorum, freden eller pagten med guderne. Efterhånden kom religio også til at betegne den fromme holdning og tænkemåde, der betinger overholdelsen af religiøse pligter. Den vestlige kristendom overtog det latinske begreb og brugte det om sig selv, efterhånden med hovedvægten på den religiøse lære.

I moderne protestantisk teologi har visse skoler imidlertid opfattet kernen i kristendommen som en reaktion mod og et korrektiv til al slags religion. Under denne synsvinkel bliver religion menneskers jammerlige forsøg på at frelse sig selv eller finde trøst i religiøse forestillinger.

Det latinske ord religio kan afledes enten af religare, "binde op", "fæstne" eller af relegere, "samle igen", "gennemgå igen eller med særlig omhu". Begge afledninger svarer til centrale træk i romersk religion, for i opretholdelsen af pax deorum lå der både noget bindende og et element af stadig gentagelse; og det, man gentog, kunne oven i købet opfattes som en genforening af folk og guder og en fornyelse af båndene mellem dem.

Moderne religionsdefinitioner lægger i reglen vægt på at medtage såvel religiøse forestillinger som religiøs praksis og religiøse fællesskabsformer. Den store vanskelighed består i at pege på, hvori det specifikt religiøse består. Sociologen Émile Durkheim definerede i 1912 en religion som "et sammenhængende system af forestillinger og praksis, der forholder sig til hellige ting, dvs. ting der er udskilte, omgærdet med forbud, forestillinger og praksis der forener alle tilhængere deraf i ét og samme moralske fællesskab, som kaldes kirken." Tanken om religion som et system af forestillinger og praksis, der skaber fællesskab, kan uden tvivl også i dag samle enighed. Når arten af forestillinger og praksis bestemmes ved deres forhold til "hellige ting", vækker det heller ikke den store uenighed, men spørgsmålet er, hvor meget der er sagt hermed. Definitionen er åben for de enkelte kulturers og religioners udgrænsning af noget som helligt.

Religionspsykologen J.B. Pratt definerede i 1921 religion som "individers eller samfunds alvorlige og sociale indstilling over for den eller de magter, som de forestiller sig i sidste instans råder over deres anliggender og deres skæbne". En kortere formulering ville være: "Menneskets forhold til Gud"; men Pratts definition åbner denne protestantiske bestemmelse af religionens centrale felt også for polyteistiske religioner og endog for eventuelle gudløse religioner. Heller ikke denne definition karakteriserer nøjere det specifikt religiøse; kunne de omtalte magter fx være storkapitalen eller ombudsmanden?

Det specifikt religiøse defineres negativt af antropologen J. van Baal (1971) som "alle eksplicitte og implicitte begreber og forestillinger, anerkendt som sande, der forholder sig til en virkelighed, der ikke kan verificeres empirisk." Her peges i det mindste på et kriterium, der udelukker, at en alvorlig og social indstilling over for ombudsmanden bliver til religion.

Forsøgene på at definere religion er nærmest utallige, og det er karakteristisk, at de ofte kun afspejler en enkelt tilgang til studiet af religion, fx en sociologisk eller en psykologisk. En helt moderne definition, der på en meget gennemtænkt måde kombinerer træk af de allerede nævnte, er i 1996 fremsat af religionshistorikeren Armin W. Geertz: "Religion er et kulturelt system og en social mekanisme (eller institution), som styrer og fremmer idealfortolkningen af tilværelsen og idealpraksis ved henvisning til en eller flere transempiriske magter". Her anvises flere mulige tilgange til religionsstudiet, og samtidig angives der et klart kriterium for det specifikt religiøse: Henvisningen til magter hinsides den normale menneskelige erfaringshorisont