Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

religionsfænomenologi

Betegner inden for religionshistorie den disciplin som forsøger at beskrive religiøse fænomener systematisk og på tværs af de enkelte religioner. Ved at klassificere religiøse fænomener såsom offer og bøn og ved at foretage sammenligninger af religiøse strukturer tilvejebringes beskrivelser, som ideelt set ikke er bundet til én religiøs sammenhæng. Historisk set er sådanne studier blevet foretaget med henblik på at kunne sige noget generelt om religionens væsen. Disciplinen kaldes også sammenlignende (komparativ) religionshistorie og er da en disciplin inden for religionshistorien og religionsvidenskaben, som foretager systematiske strukturelle studier af religiøse fænomener.

Religionsfænomenologiens historie som videnskabelig disciplin begynder i 1887, da den hollandske teolog og religionshistoriker P.D. Chantepie de la Saussaye udgiver en religionshistorisk lærebog ("Lehrbuch der Religionsgeschichte") med et afsnit om religionsfænomenologi. Igennem 1800-tallet var der inden for videnskabelige områder som fx historie, folklore, etnografi og arkæologi blevet indsamlet en meget stor mængde af materiale om religion, både i og uden for Europa. Inden for religionshistorien var der i forlængelse heraf opstået et stort behov for at systematisere dette materiale. Chantepie inddelte en stor del af materialet i grupper som fx bøn, offer, skrifter, hellige ting, og frem til ca. 1925 fortsatte de religionsfænomenologiske studier, overvejende hos hollandske og skandinaviske forskere som fx danskeren Edvard Lehmann (1862-1930) og svenskeren Nathan Söderblom. I den skandinaviske forskningstradition er religionsfænomenologien frem til i dag først og fremmest et redskab til klassifikation af religiøse fænomener.

Yderligere to forskere må nævnes, da disse blev banebrydende inden for religionshistorien og i det religionsfænomenologiske arbejde: Hollænderen Arnold van Gennep som med sine analyser af overgangsritualer har bidraget afgørende til ritualstudier, og tyskeren Rudolf Otto hvis teorier om det hellige og det numinøse inspirerede en ny generation af religionshistorikere.

I 1925 udkom den første egentlige introduktion til religionsfænomenologi af den hollandske teolog og religionshistoriker Gerardus van der Leeuw (1890-1950), og med denne bog var grunden lagt til religionsfænomenologien som en selvstændig videnskabelig disciplin.

Siden disciplinens opståen i slutningen af 1800-tallet er den stødt på en række problemer. Et sådant er dens plads som videnskabelig disciplin imellem teologi og religionshistorie; et andet er dens hermeneutiske metode (hermeneutik: fortolkning), som udvikledes i en tysk filosofisk sammenhæng af Heidegger, Husserl og inden for teologien af bl.a. Rudolf Bultmann. Denne prægede van der Leeuws (og flere af hans efterfølgeres) forståelse af religionsfænomenologi som en metode til trænge ind i religionens væsen og finde en slags religionens essens. Blandt eksponenter for denne religionsfænomenologiske tilgang bør først og fremmest nævnes den rumænskfødte religionshistoriker Mircea Eliade, hollænderen C.J. Bleeker og englænderen Ninian Smart.

Inden for den moderne religionsvidenskab og ditto religionshistorie er ønsket om at nå ind til og klarlægge religionens inderste væsen stort set forladt. Man anvender i vid udstrækning

i dag betegnelsen sammenlignende (komparativ) religionshistorie, som simpelthen betegner et tværgående, strukturelt studium af religion.