Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

religionshistorie

Betegner den videnskabelige disciplin som udfører historiske og sammenlignende (komparative) studier af religioner. Religionshistorikeren søger gennem erhvervelse af kendskab til forskellige konkrete religioner, herunder deres sprog, tekster, ritualer, historie, ikke blot at beskrive den enkelte religion i fortid og nutid, men ligeledes religionens betydning for mennesker, samfund og kulturer. I et større perspektiv søges gennem et minutiøst kendskab til flere religioner at foretage sammenlignende studier af forskellige religioner med henblik på at kunne danne almene begreber om religion og dens betydning i menneskers liv. Herved er religionshistorie og religionsfænomenologi tæt forbundet. En tendens i den moderne religionshistorie er, at den i stadig højere grad inddrager ikke blot traditionelle hjælpediscipliner som fx religionssociologi, religionspsykologi, filologi, historie og arkæologi, men ligeledes teorier og metoder fra andre fag, fx lingvistik, semiotik og antropologi. Dette gør det vanskeligt at drage et konsekvent skel mellem religionshistorie og religionsvidenskab.

Religionshistorie er traditionelt et tekstlæsningsfag, selvom også materielle fund, billeder og i nyere tid båndoptagelser og film er en del af materialet. Forskeren forsøger gennem filologisk og kildekritisk analyse samt ved hjælp af historiske og kulturelle studier at sætte sig ind i en religions tekster og andre materialer og i religionens samtid og bredere kulturelle sammenhæng.

Faget religionshistorie blev til i 1800-tallets sidste tredjedel. På denne tid var hovedinspirationen evolutionisme og dermed spørgsmålet om religionens oprindelse og udvikling. Dette kom til udtryk i både den spæde religionshistorie og i søsterdisciplinen antropologi, som religionshistorien deler en del af sin tidlige forskningshistorie med.

I 1873 fremsætter én af fagets "fædre", Friedrich Max Müller, en definition af religion, der lægger vægt på religion som en mental evne hos mennesker. Denne definition gør religion til et almenmenneskeligt anliggende og understreger ligeledes, at religionen kan have mange forskellige udtryk. Vejen til en videnskab om religion må som følge heraf være sammenlignende studier af de mange forskellige religioner, som er produktet af en evne i mennesket. E.B. Tylor arbejder først i 1900-tallet videre i den evolutionistiske tankegang og fremsætter en definition af religion som "troen på åndelige væsener" (animisme). Disse åndelige væsener kan så, afhængigt af udviklingen, være mere eller mindre komplekse og raffinerede. James G. Frazer forsøger at udforme en stort anlagt "menneskehedens historie" og ser her religionens forløber i magi, som kendetegner et knapt så udviklet tankestadium hos vore forfædre.

I 1925 udgiver den hollandske teolog og religionshistoriker Gerardus van der Leeuw en introduktion til religionsfænomenologi, som forskyder fokus fra religionens oprindelse til spørgsmål om "religionens væsen". Hovedsynspunktet hos van der Leeuw og beslægtede forskere som fx Rudolf Otto og Mircea Eliade er, at der bag om alle religiøse udsagn og fænomener og bag om religioners konkrete historiske udtryk ligger en "religionens væsen" eller "religionens essens". Det er denne essens, som bibringer mennesket religiøse oplevelser, og det er disse oplevelser, som er det egentlige studieobjekt.

Denne holdning vandt genklang inden for det religionshistoriske studium og er stadig fremherskende inden for visse dele af religionshistoriens forskning. Dog er det væsentligt at fremhæve, at sammenlignende, fænomenologiske studier i moderne religionshistorisk forskning ikke udføres med henblik på afsøgningen af det bagvedliggende hellige og essentielle. Derimod ønsker man med sådanne komparative studier at bidrage til en religionshistorisk begrebsdannelse, som ikke har rod i én eller få religioners universer, men derimod i en abstraktion af disse.

Siden midten af 1950'erne er religionshistorikere tilbøjelige til ikke blot at hente deres begreber i religionsfænomenologien eller de komparative studier, men også at anvende en mere religionsvidenskabelig tilgang til religion. De inddrager en lang række discipliner såsom semiotik, antropologi, lingvistik, psykologi, politologi og kognitionsforskning. Argumentet for denne udvikling af religionshistorie i religionsvidenskabelig retning er bl.a., at disciplinen bør udvikle sig og tilpasse sig beslægtede videnskabelige discipliners teoridannelse. Dermed kan den, hævdes det, for alvor placere sig som en moderne samfunds- og kulturvidenskab, og ikke blot danne sig sine begreber inden for sit eget felts præmisser (religionens). Denne udvikling er dog ikke entydig.