Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

renhed

I de fleste religioner er religiøs renhed først og fremmest et rituelt krav. Den, der på gyldig måde skal udføre ritualer, må være ren og gennemgår derfor ofte et renselsesritual forud for egentlige kulthandlinger. Mange religioner har dog også religiøst betonede renhedsforskrifter, der gælder alle, fx vedrørende madens sammensætning eller berøring af urene ting eller personer. Hvad der anses for rent og urent er et spørgsmål om klassifikation og varierer fra kultur til kultur og fra religion til religion.

Generelt er det urene det, der truer eller anfægter de lokale klassifikationssystemer. I jødedommen er således svinet et urent dyr, fordi det er et klovdyr, men ikke som alle andre klovdyr tygger drøv. Haren er uren, fordi den er en slags drøvtygger, men ikke et klovdyr (3. Mosebog 11, 1-8).

Renhed er ikke altid opfattet blot som fravær af det urene. I det gamle Ægypten anskuedes den rituelle renhed som en positiv guddommelig egenskab. Renselsesriter for præster og gudestatuer udførtes med vand fra templets hellige sø, der gjaldt for urhavet Nun, som verden opstod af. Renselse med dette vand betød altså en nyskabelse

HINDUISME: Forholdet mellem urenhed og renhed er et gennemgribende træk i hinduismen. Det gælder både i kulten og i den daglige levevis, hvor alt, hvad der forbindes med det urene, skal holdes adskilt fra det, der karakteriseres som rent. Det kommer bl.a. til udtryk i det sociale stændersystem (varnasystemet), også lidt upræcist kaldet kastevæsenet, hvor personer af forskellig arvelig betinget stand (varna eller jati) ikke indgår ægteskab. De spiser heller ikke sammen, bor ikke i de samme kvarterer, deler ikke samme erhverv og går ikke i de samme templer osv. Der er dog ved at finde en opblødning sted.

I kulten er det vigtigt at være rituelt ren, hvis man skal deltage i den. Fx er kvinder, der menstruerer, urene, der findes urenhedsperioder i forbindelse med fødsel og død, og alle, der har været i tæt forbindelse hermed, anses som urene i et antal dage, hvorefter de skal foretage en renselse i form af bade og renselsesceremonier. Templets præst skal altid være af øverste varna, dvs. brahmin, og overholde et stort antal renhedsforskrifter. Han vil altid være vegetar og sørge for at bade, rense sig rituelt og iklæde sig rent tøj, inden han går i templet. På samme vis vil tempelgængerne sørge for at være rene, både fysisk og så vidt muligt psykisk, inden de går i templet.

ISLAM: I islam er der påbud om rituel renhed i forbindelse med udførelse af ritualer, herunder bøn. Den rituelle renhed opnås ved afvaskning med vand. Hvis man ikke har foretaget handlinger, som medfører rituel urenhed, foretages den lille afvaskning, hvor hænder, fødder og hoved vaskes. Er man derimod i en tilstand af rituel urenhed, fx efter menstruation, fødsel, samleje eller berøring af lig, er det nødvendigt at foretage den store rituelle afvaskning af hele kroppen (ghusl). Den store rituelle afvaskning er også påbudt ved indgangen til den islamiske pilgrimsfærd og før religiøse fester.

Hvis der ikke forefindes vand, er det tilladt at bruge sand til at foretage den rituelle afvaskning med. Dette viser, at der netop er tale om en rituel handling, som ikke udelukkende er begrundet i hygiejniske hensyn

JØDEDOM: Jødisk lov påbyder bl.a. rituel renhed i forbindelse med helligdage og generelt en høj grad af personlig hygiejne. Dette praktiseres traditionelt ved besøg i et badehus (mikva)

KRISTENDOM I SYDAFRIKA: Under det sydafrikanske apartheidsystem frem til 1994 spillede renhed en rolle for de afrikaans-talende hvides selvopfattelse. I ekstreme tilfælde blev drab på sorte udlagt som rituelle ofre, hvis formål var at opretholde den rene afrikaaner-identitet. Apartheidpolitikken blev legitimeret gennem en bestemt bibellæsning, som den sydafrikanske reformerte kirke nu har taget afstand fra, og gennem adskillelse under kulten: Hvide kirker for hvide, sorte for sorte osv.

I de europæiske kirker, som missionerede blandt Sydafrikas ikke-kristne indbyggere, var renhed også central og blev i høj grad defineret som seksuel uberørthed.

Religiøs renhed er af afgørende betydning i mange uafhængige afrikanske kirker. Det markeres både gennem farvevalg i tøjet og gennem renselse via vand. I zuluernes Nazaræerkirke afholder tilhængerne sig fra svinekød, øl, tobak og medicin, moderne såvel som traditionel

SHINTO: I Shinto spiller rituel renhed en meget stor rolle. Renselse hører med til ethvert besøg i en helligdom, og også i det profane liv lægges der i Japan meget stor vægt på renlighed. Urenhed klassificeres sammen med død, og i mytologien skildres dødsriget som et skummelt og ulækkert sted, fuldt af råddenskab og maddiker. Renhed er derimod forbundet med liv

ZULURELIGION: Hos zuluer i de moderne townships forklares sygdom mere som et resultat af forurening end som forårsaget af forfædrene. Færdes man på steder som korsveje eller grænseområder, som ikke er klart definerede, eller blander man situationer eller ting, der skulle holdes adskilt fx i forbindelse med dødsfald, bliver man påført en urenhed, som resulterer i sygdom eller modgang. Hellige specialister som zuluernes isangomaer stiller diagnosen og anviser en helbredelse herimod. I tråd med en tiltagende individualisering kan hun fx anvise en helbredelse, som tidligere blev brugt til at sikre hele gruppen velstand, til at sikre, at en jobansøgning lykkes etc