Overordnet betegnelse for en proces som er fælles for bevægelser, der vil skabe kulturel og religiøs fornyelse.
Revitaliseringsprocessen opdeles i faser:
1. En stabil fase,
2. en individuel stressperiode,
3. en periode med kulturelle forvridninger,
4. den egentlige revitaliseringsfase,
5. en ny stabil periode.
Ikke alle revitaliseringsbevægelser kommer gennem hele processen. En del bevægelser er i begyndelsen religiøse, men bliver mere og mere politisk orienterede, efterhånden som processen skrider frem.
Bevægelserne kan opdeles i tre grupper. Den første rummer bevægelser, hvor det drejer sig om at genoplive en traditionel religion. Det er fx tilfældet i de nordamerikanske indianeres åndedans. Mange af disse bevægelser står i et modsætningsforhold til den dominerende gruppes levevis. De understreger værdien af gamle indfødte livsmønstre hos befolkningsgrupper, hvis oprindelige kultur og samfundsliv har været udsat for nedbrydning og foragt fra udefrakommende dominerende folk. De kan derfor også rumme krav om at udelukke disse fremmede eller ligefrem smide dem ud som i flere tilfælde i dag i Canada eller Australien. Deres vægt på de indfødtes traditioner har givet dem benævnelsen "nativistiske" efter det amerikanske ord for indfødt "native".
Den anden gruppe bevægelser, fx den melanesiske Cargo-kult, angiver at indføre en fremmed religion, mens den tredje gruppe rummer fx de millenaristiske bevægelser i Latinamerika, der ser frem til en fremtidig utopisk situation.