Det ældste og største kristne kirkesamfund. Omfatter de menigheder der er forblevet under den romerske paves overhøjhed efter det store skisma i 1054, som førte til Den Ortodokse Kirkes selvstændighed og efter kirkespaltningen i 1500-tallet, hvor de protestantiske kirker skilte sig ud.

Udgangspunktet for Den Romersk-katolske Kirkes selvforståelse er læren om pavedømmet og apostolsk succession, som udtrykker den opfattelse, at al (lære)myndighed er samlet i det gejstlige embede, og at embedsindehaverne har denne myndighed direkte overleveret fra aposteltiden. De indviede gejstlige har myndigheden ikke bare til at udlægge skriften, men også til at definere, hvad der er udledt og udviklet som senere tilkommen åbenbaring, ligesom de har eneret på forvaltningen af bodens og nadverens sakramente. I historiens løb har det flere gange været diskuteret, om paven alene eller kun sammen med et koncil sidder inde med den højeste myndighed i lærespørgsmål, men der har aldrig været ytret tvivl om, at intet autoritativt kan udtales i Den Romersk-katolske Kirke uden om paven.

I gudstjenestens og fromhedslivets sammenhæng har det ordinerede præsteskab også stor autoritet som forvaltere af kirkens syv sakramenter: Dåb, firmelse, bod, kommunion, ægtevielse, de syges salvelse eller den sidste olie og præstevielsen (hvor firmelse og præstevielse foretages af biskopperne). Den ordinerede præst eller biskop har altså den fulde magt over administrationen af nådemidlerne, der omspænder den troendes liv fra vugge til grav. Og det er på den baggrund forståeligt, at en af kirkefædrene kunne erklære, at "uden for kirken er der ingen frelse", og at Den Romersk-katolske Kirke op igennem middelalderen kunne fremtræde som en frelsesanstalt med næsten uindskrænket magt over menneskers liv.

Den romersk-katolske etik har gennem hele historien haft et asketisk præg gennem sin anbefaling af klosterlivet og cølibatet som særlig fortjenstfuldt.

Fra og med det andet vatikanerkoncil har Den Romersk-katolske Kirke arbejdet ihærdigt på at fremtræde mere åben både over for det verdslige liv og over for andre kristne kirkesamfund, uden at det dog har ført til eksempelvis egentligt medlemsskab af Kirkernes Verdensråd.