Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

sabbat

Den ugentlige helligdag og hviledag i jødedommen. Sabbat afholdes fra fredag aften til lørdag aften, og det er en af de vigtigste helligdage i jødedommen. På sabbaten er der forbud mod at arbejde, og det er med til at give dagen en særlig karakter.

På hebraisk betyder sabbat ophør og henviser til skabelsesberetningen i 1. Mosebog, som fortæller, at Gud skabte verden på seks dage og ophørte med at skabe på den syvende dag.

Religiøse jøder betragter dog ikke sabbaten som en fridag, men som en dag hvor man ikke beskæftiger sig med hverdagens problemer, men derimod benytter tiden til religiøse studier og samvær med familien. Der lægges således vægt på, at hele familien er samlet ved sabbatmiddagen, og man inviterer også gerne venner til at deltage. Desuden knytter der sig en række ritualer til sabbat.

Det første ritual finder sted lige før selve sabbatens begyndelse fredag aften, hvor husmoderen tænder levende lys og siger en velsignelse over dem.

Efter at sabbatlysene er tændt, og man er gået til bords, siger husfaderen sabbatvelsignelse (kiddush) over vin og brød, som alle derefter drikker og spiser lidt af. Ud over vin og brød er der ikke særlige regler for, hvad sabbatmåltidet skal bestå af, kun at maden skal være tilberedt efter de religiøse foreskrifter (kosher). Der er dog tradition for, at der serveres særlig lækker mad på sabbaten. Maden skal være tilberedt på forhånd, da arbejdsforbudet også indebærer, at der ikke må tændes ild på sabbaten.

Nogle jøder går i synagogen både fredag aften og lørdag, men det er mest almindeligt at gå lørdag formiddag. Der må ikke benyttes transportmidler på sabbaten, og det er årsagen til, at mange jøder traditionelt har boet inden for gå-afstand af en synagoge. Morgenbønnen, og dermed morgengudstjenesten i synagogen, afviger fra hverdagens gudstjeneste ved de bønner, der benyttes. Bl.a. siges det, at sabbaten er en nådegave, som man skal fejre og glæde sig ved, og sabbatens fred og glæde opfattes som en forsmag på den kommende messianske forløsning.

Lørdag aften afsluttes sabbat med en rituel adskillelse mellem helligdag og hverdag (havdala). Igen siges en velsignelse over et glas vin samt over et havdala-lys og en lille beholder med duftende krydderier (besamim). Derefter går besamim-bøssen rundt, og alle snuser til den for at mindes sabbatens sødme. Havdala-lyset slukkes med lidt af vinen, og sabbaten er dermed slut.