Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

sakralt kongedømme

Et kongedømme hvor kongen, ideologisk og i rituelle roller, anskues som guddommelig eller guddommeligt udnævnt og står som formidler mellem mennesker og guder. Sakrale konger har høje præstelige funktioner og tænkes at have betydning for vegetationen og i det hele taget for trivsel og ligevægt i natur og samfund.

Disse træk kommer frem for alt til udtryk i kroningsritualer. En systematisk, tværkulturel sammenstilling af vigtige motiver i sådanne ritualer foretog A.M. Hocart i 1927 i bogen "Kingship". Fra slutningen af 1940'erne til langt op i 1960'erne var debatten om sakralt kongedømme central, og for kongekroningens vedkommende samledes interessen om følgende typiske træk, hvoraf de fleste allerede indgik i Hocarts mere omfattende systematik:

1. Et rituelt kampdrama hvor kongen sejrer over kaosmagterne.

2. Kongen udråbes til verdenshersker.

3. Kongens fremtidige retfærdige regering proklameres.

4. Kongen modtager sine værdighedstegn, fx en særlig dragt, scepter, krone.

5. Kongen gennemgår en rituel renselse eller salvning.

6. Kongen kaldes gudesøn.

7. Kongen sættes på gudens trone og får et tronnavn.

8. Kongen fejrer et "helligt bryllup" med en gudinde (hvis rolle kan spilles af dronningen).

Sakrale kongedømmer findes eller fandtes i mange kulturer; det japanske kejserdømme er op til vore dage et instruktivt eksempel. Det er dog især i studiet af de nærorientalske oldtidskulturer, at begrebet har haft betydning som et tema i historiske studier. Det hænger sammen med ønsket om at belyse kongedømmets religiøse funktion i Det gamle Israel og derigennem messiasmotivet i Det Nye Testamente.

Kongeideologien er for det gamle Israels vedkommende især bevidnet i de gammeltestamentlige salmer, hvor kongen også kan omtales som Jahves søn (Salme 2,7), hvilket dog ikke opfattes i fysisk forstand. Jahve har indsat sin konge på Zion og dermed adopteret ham som sin søn.

Nyere studier har rejst tvivl om det sakrale kongedømmes ideologiske side. Guddommeligheden hos den mest guddommelige af alle nærorientalske konger, den ægyptiske farao, refererer udelukkende til hans rituelle roller. Udsagn om kongens guddommelighed er således ikke udtryk for hans undersåtters tro eller ideologi.