Arabisk "forfædrenes efterfølgere". Islamisk reformbevægelse grundlagt i slutningen af 1800-tallet. Salafiya-bevægelsen gik ind for en tilbagevenden til den oprindelige islam, som mentes at komme til udtryk i Koranen, sunna og sharia. Bevægelsen afviste kommentarer (tafsir) og de fire islamiske retsskolers tradition og filosofi, som var kommet til senere, og som derfor ikke ansås for at repræsentere oprindelig islam. Derimod ønskede salafitter, at de oprindelige skrifter skulle gøres til genstand for en ny fortolkning (ijtihad).

Salafiya-bevægelsen arbejdede for en reformation af islam, som man mente var blevet fastlåst i gamle, utidssvarende ideer og institutioner. Man mente, at islam oprindelig var skabt som en både dynamisk og rationel religion, og at dette kunne genskabes i moderne tid. Dette indebar bl.a., at muslimer måtte følge med i tidens udvikling inden for videnskab, og at islamisk ret skulle nyfortolkes i lyset af moderne ideer om bl.a. demokrati og menneskerettigheder.

Salafiya-bevægelsen ønskede således ikke at afskaffe islam til fordel for vestlig kultur, men derimod at genskabe det, man mente var en mere oprindelig islam, karakteriseret af fremskridtsvenlighed og tilpasningsevne i forening med det grundlæggende islamiske trosindhold. Den senere politiske islamisme bygger delvist videre på salafiya-bevægelsens tanker