Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

samisk religion

Samerne eller lapperne, som de tidligere kaldtes, er Nordskandinaviens, Nordfinlands og det meste af Kolahalvøens oprindelige folk. Endnu i 1800-tallet eksisterede deres traditionelle religion som en selvstændig størrelse, men det er den ihærdige dansk-norske og svenske missionsindsats i løbet af 1600- og 1700-tallet, der har leveret de fleste og de vigtigste af kilderne til samisk religion. Det har betydet, at samisk religion kan studeres over en længere periode end de fleste skriftløse folks religioner. På den anden side tegner missionærernes beretninger et højst ufuldstændigt billede af denne religion.

Navnlig skorter det på gode beskrivelser af kulten, som må have været religionens centrum og livsnerve. Den foregik ved helligdomme, der på samisk kaldes seida eller seite. Det var stensætninger eller opstillinger af store sten og figurer eller hellige genstande af træ i det åbne land og langs de ruter, rensdyrflokkene fulgte. Et andet navn for en sådan helligdom i naturen er passe-vare, "helligt bjerg". Her ofrede man rensdyr til skovlandets og fjeldets halder, naturguddomme eller magter i naturen der havde indflydelse på rensdyrflokkens trivsel. Offeret kunne betragtes som en udveksling med disse magter; der er vidnesbyrd om, at man efter offeret lagde offerdyrets knogler, som de havde siddet i det levende dyr, således at rensdyret kunne gendannes. Fiske-seiter var klippestykker i søerne, hvor man ofrede fisk.

Af stor betydning var bjørnefesten, som også kendes hos de sibiriske folk og ainuerne på den japanske ø Hokkaido. Allerede jagten på bjørnen var et rituelt anliggende; når den var nedlagt, bragte jægerne den med sig hjem, og kvinderne hilste dem som mænd fra fremmede lande, formentlig for at lokalsamfundet på denne måde kunne frasige sig ansvaret for drabet. Bjørnens kød skulle fortæres i løbet af festens tre dage, og intet måtte gemmes. Under festen gennemspillede mænd og kvinder et kultisk drama, der blandt andet lod bjørnen udtrykke sin tilfredshed og velvilje. Til slut blev dens hoved, skelet, kønsdele og hale begravet, muligvis med henblik på gendannelse, ligesom vi har set det med rensdyrofferet.

Et andet grundtræk i samisk religion er shamanisme; på samisk kaldes en shaman noaide (udtales nåjde). Han optrådte oftest som helbreder, men kunne også på sin rejse hinsides skaffe vigtig kundskab til brug for lokalsamfundet. Den rejse, noaidens sjæl tænktes at foretage, mens han krop lå tilsyneladende livløs på hyttens gulv, opfattedes som meget farefuld. I seancen kunne indgå en dramatisering af dette kritiske forløb; en kvindelig hjælper, der var oplært dertil, gennemspillede i sin sang sin søgen efter noaidens sjæl, og af hendes dygtighed afhang det, om noaidens sjæl skulle gå tabt i det hinsides eller vende tilbage med kundskab og velsignelse.

Med hensyn til gudernes karakter og deres rolle i kulten efterlader kilderne megen tvivl. Lister over gudenavne kender bl.a. en himmel- og tordengud Tiermes, om hvem det siges, at han har magt over menneskers liv og død. Et andet navn for tordenguden er Horagalles, "gamle Tor". Her sporer man indflydelse fra nordisk religion ligesom i gudenavnet Veraldenolmai "verdens mand", der svarer til den oldislandske betegnelse for guden Frey: Veraldar god - men måske også til "denne verdens fyrste" i Det Nye Testamente. Over havet og fiskene herskede "vindmanden", Bieggolmai eller på østsamisk Ilmaris. Problemet er, at gudelisterne er resultatet af missionærernes udspørgen eller ligefrem forhør af samer ud fra forventninger om polyteisme og djævledyrkelse.