Af latin saeculum, "tidsalder", "århundrede". Oversættes som regel ved "verdsliggørelse" og betegner den udvikling, der fører til, at stadig flere livsområder (fx videnskaben, samfundsindretningen eller kunst og kultur) frigøres fra religiøst formynderskab og fremtræder som selvstændige, autonome aktiviteter.
Oprindelig brugtes ordet på reformationstiden i 1500-tallet som betegnelse for overdragelsen af klostrenes jordejendom til kongehuset. I de følgende århundreder begyndte sekulariseringen så også i den ovenfor anførte videre betydning. I oplysningstiden i 1700-tallet tog den fart, og siden da har den i stigende grad præget udviklingen i den vestlige verden. Religion betragtes herefter som en privatsag, noget som først og fremmest har med menneskers følelses- og samvittighedsliv at gøre, og som ikke vedrører fx samfundets og videnskabernes udvikling.
I forbindelse med den vestlige kolonisering af områder i de øvrige verdensdele ser man også forsøg på at udvikle samfund og kultur i sekulariseret retning i lande, hvor ikke-kristne religioner er dominerende. Denne proces har imidlertid ofte mødt megen modstand, og i forbindelse med afkoloniseringen har en tilbagevenden til den oprindelige religion derfor ofte været set som et egnet middel i en kulturel selvstændiggørelse og i sammenhæng med en nationalistisk modstand imod den vestlige dominans. Indien og Tyrkiet er eksempler på lande, hvor ikke-kristne religioner dominerer, som ifølge deres forfatninger er sekulære stater
ISLAM: Den bevægelse mod sekularisering af samfundslivet og opfattelsen af religiøsitet som et privat anliggende, som har fundet sted i store dele af den vestlige verden i de seneste århundreder, har også påvirket den muslimske verden. Kolonitiden medførte introduktion af vestlige institutioner, begreber og værdier, og mange muslimer anså sekularisering af samfundet som rigtig og nødvendig, idet de mente, at islam fastholdt muslimerne og de muslimske samfund i et gammeldags livsmønster.
Dette synspunkt ligger til grund for dannelsen af en række sekulære stater, bl.a. Tyrkiet, hvor islamisk indflydelse på lovgivning og retssystem blev fjernet til fordel for vestlige retsprincipper. Religiøse kredse og islamiske retslærde har dog protesteret imod dette, idet de mener, at islam er et altomfattende system, hvor religion, lovgivning og politik ikke kan adskilles. Dette synspunkt kommer bl.a. til udtryk blandt islamistiske bevægelser, som fastholder, at islam er en universel og eviggyldig religion, der bør danne grundlaget for samfundsopbygningen og det politiske liv. Samtidig mener man, at islam udmærket kan fungere i kombination med moderne teknologi og videnskab, men på andre præmisser end dem, som eksisterer i Vesten.
Netop islamismens fremkomst og behovet for at skabe overensstemmelse mellem islam og elementer af moderne, sekulær kultur, ses af nogle som bevis for, at sekulariseringen er blevet en integreret del af de muslimske samfund.
JØDEDOM: Den jødiske historie er præget af, at det jødiske folk har levet spredt blandt andre folk, og der har derfor altid været fare for assimilering. I nyere tid er det især sekulariseringen, herunder det faktum at en del jøder gifter sig og får børn med ikke-jøder, som derefter ikke eller kun i begrænset omfang opdrages med en jødisk identitet, der bekymrer mange jøder.
Reformjødedom, som opstod i Europa i 1800-tallet, var et forsøg på at finde en balance mellem bevarelse af en jødisk identitet og tilknytning og samtidig åbne mulighed for, at den enkelte kan indgå i et sekulariseret samfund, hvor religionen og enkeltpersonens religiøse tilhørsforhold hovedsageligt er en del af den private sfære.
I Israel har der siden statens oprettelse i 1948 været en løbende debat om religionens plads i samfundet. Mens en del af den israelske befolkning ønsker en sekulær stat, fastholder religiøse jøder, at Israel netop er en jødisk stat, grundlagt i Det Hellige Land, og at det derfor bør være jødisk lov, der danner grundlag for landets lovgivning. Blandt de konkrete stridspunkter er de kriterier, der ligger til grund for emigration til Israel, og spørgsmålet om religiøs kontra borgerlig vielse
NYE RELIGIONER: Kritikere af nye religioner, religiøse bevægelser og af New Age-grupper, samt enkelte forskere, har fremsat den idé, at disse grupper og den religiøsitet, som udfolder sig i dem, er udtryk for "religionens sidste krampetrækning". De fleste forskere ser den religiøse opblomstring, som synes at have fundet sted i den vestlige verden i de sidste 30-40 år, som en modreaktion mod sekulariseringens endimensionale verdenssyn.
Sekulariseringen er netop kendetegnet ved, at mennesket sættes ind i en historisk sammenhæng, men ikke i en religiøs kosmologi (deraf en-dimensional). Mange af de ideer, som findes inden for New Age-grupperne, kan genfindes hos mennesker, som ikke definerer sig selv i forhold til disse grupper, men som har en diffus oplevelse af, at "der er mere mellem himmel og jord". Meget af denne diffuse religiøsitet og interessen for den er rigt afspejlet i ugeblade, hvor biorytme-brevkasser og terapeutisk-religiøse gør-det-selv-strategier stortrives i disse år