Kaldes også semiologi. Græsk semeîon, "tegn", og logi, "lære". Dvs. læren om tegn. Videnskabelig disciplin som beskæftiger sig med tegn og betydningsproduktion, og som anvendes både inden for sprogvidenskab og kulturvidenskaber som fx religionsvidenskab. Ordet "tegn" i denne forbindelse anvendes både om helt enkle sproglige tegn, fx et ord, og om store og komplekse tegnsystemer, fx religion.
Semiotikkens historiske rødder går tilbage til Grækenland, hvor Hippokrates i det 5. årh. f.v.t. grundlagde lægevidenskaben. Dette omfattede bl.a. en mindre tegnteori, som Hippokrates anvendte til at analysere de sygdomssymptomer, som patienter havde, således at man kunne sige noget om forholdet mellem et symptom (tegn) og dets bagvedliggende årsag. Aristoteles inddrog i det 4. årh. ord som tegn, og ca. 400 e.v.t. fremsatte kirkefaderen Augustin en teori om, at det sproglige (lingvistiske) tegn er en art af slægten tegn. Denne teori er med til at lægge grunden for den moderne semiotik.
Semiotikken i dag er ikke en entydig tegnteori, men en disciplin som er præget af en række forskellige forskeres arbejder. Dog med det fælles udgangspunkt, at hvad enten det er sproglige tegn eller kulturelle fænomener betragtet som tegnsystemer, der studeres, da er det forholdet mellem tegnets indhold og udtryk, der på forskellig vis er i fokus. Moderne semiotisk forskning er stærkest præget af to hovedretninger. Den ene er grundlagt omkring 1900 af den schweiziske lingvist og strukturalist Ferdinand de Saussure, og den anden af den amerikanske filosof Charles Sanders Peirce. Semiotikkens øvrige fremtrædende forskere er fx danskeren Louis Hjelmslev (1899-1965), russeren Roman Jacobsen (1897-1982), franskmanden Roland Barthes (1915-1980), danskeren Per Aage Brandt (f. 1944) og italieneren Umberto Eco (f. 1932)