1626-76. Opnåede i midten af 1600-tallet tusindvis af tilhængere blandt jøder over hele Europa og Nærorienten pga. sin påstand om at være Messias.

De messianske forventninger til Shabtai Tzvi opstod i kølvandet på omfattende jødeforfølgelser i Ukraine, som havde rystet jøderne i Østeuropa. Forventningerne spredte sig i løbet af få år til jødiske menigheder over hele Europa, Nærorienten og Det Hellige Land, godt hjulpet af Nathan af Gaza der udråbte sig selv til Shabtai Tzvis profet, Elias, som ifølge traditionen skal indvarsle Messias' komme.

Shabtai Tzvi blev i 1666 fængslet af de tyrkiske myndigheder og tvunget til at konvertere til islam. De fleste jøder ophørte på det tidspunkt med at tro på ham som Messias, men nogle forblev i troen helt frem til begyndelsen af 1800-tallet.

Shabtai Tzvi har fået tilnavnet "Den falske Messias".