Arabisk Shiat Ali, "Alis parti"; kaldes også shiisme. Shia-islam opstod som en retning inden for islam i forbindelse med profeten Muhammads død. Nogle muslimer var af den opfattelse, at Muhammad før sin død havde udnævnt sin fætter og svigersøn Ali som sin efterfølger (kalif) som leder af det muslimske samfund, og at Ali derfor burde være blevet udnævnt til kalif umiddelbart efter Muhammads død.
Shia-muslimer anser ikke alene Ali for at være Muhammads retmæssige efterfølger som kalif, og dermed at de tre tidligere kaliffer kom uretmæssigt til magten. De mener også, at Ali var den første imam i en række af imamer, som alle nedstammer i lige linie fra Ali, og som alle menes at have været guddommeligt inspirerede. I modsætning til kaliffen, som skulle forestå ledelsen af det muslimske samfund i overensstemmelse med Koranen og traditionen om profeten Muhammads sædvane (hadith) og lede fredagsbønnen, er den shiitiske imam også en religiøs vejleder, som ved særlig inspiration fra Allah kan fortolke skrifterne og angive nye retningslinier.
Ud over Ali var navnlig den tredje imam, Alis søn Husain, vigtig for udformningen af en særlig shiitisk historieopfattelse og særlige ritualer ud over islams fem søjler, som med mindre afvigelser udøves ligesom inden for sunni-islam. Centralt står det årlige tragedie- eller passionsspil (taziya), hvor begivenhederne omkring Husains martyrdød udspilles.
Martyriet er et centralt tema i shiismen, bl.a. angives det, at alle imamer led martyrdøden. Samtidig findes der i shiismen en mulighed for at undgå martyriet, idet en shia-muslim, som trues på livet på grund af sin tro, gives mulighed for at beskytte sig ved at forstille sig (taqiya) og lyve om sit religiøse tilhørsforhold.
En væsentlig forskel mellem sunni-islam og shia-islam er, at hvor muligheden for ijtihad, retslærdes selvstændige argumentation og nyfortolkning af skrifterne, i sunnismen tidligt blev lukket, er denne mulighed stadig åben, og benyttes stadig, inden for shia-islam.
Ligesom sunni-muslimer anerkender shia-muslimer Koranen som Allahs åbenbaring til Muhammad og den islamiske trosbekendelse, der understreger Allahs enhed og Muhammad som Allahs profet. Dyrkelsen af Ali og de efterfølgende imamer som guddommeligt inspirerede med en deraf følgende særlig kraft og evne til at udføre mirakler har dog ført til beskyldninger fra sunni-muslimer om, at man ikke har anerkendt Muhammads status som den sidste profet, eller ligefrem shirk, at sætte nogen ved siden af Allah.
Shia-muslimer lægger til en vis grad vægt på andre dele af hadith end sunni-muslimer, især m.h.t. afsnit som omhandler Ali eller udtalelser fra Muhammad angående hans efterfølger, og har dertil særlige shiitiske hadith-samlinger, som fokuserer på traditionsstof om Ali og hans familie.
Ca. 10% af verdens muslimer er shiiter. De vigtigste retninger inden for shiismen er tolv-imam-linien (ithna-ashariya), syv-imam-linien (ismailiya) og fem-imam-linien (zaidiya). Disse retninger er enige om de første fire imamer, men afviger derefter indbyrdes i antallet af anerkendte imamer, samt hvem der er de rette imamer.
Den mest udbredte af de shiitiske retninger er tolv-imam-linien, som er statsreligion i Iran. Vigtigt for tilhængere af denne retning er læren om de sidste tider (eskatologi), ifølge hvilken den sidste, tolvte imam er Mahdi, en messiasskikkelse som lever i skjul (okkultation), men som vil komme frem før dommedag og oprette guddommelig retfærdighed ved at bekæmpe de vantro og lede de rettroende til paradis