Japansk udtale af kinesisk shen, "ånd", "guddom" og dao, "vej", "-isme". Japans traditionelle religion der fik sit navn, da buddhismen (butsu-do) kom til Japan. Shinto har ikke som buddhismen en lære, men består i dyrkelse af en lang række guddomme (kami) med ritualer og fester. I nutidens Japan har mange et tilhørsforhold til begge religioner. Det hænger bl.a. sammen med en arbejdsdeling, hvor buddhistpræster tager sig af begravelser og alt, hvad der har med døden at gøre. Shinto-traditionen er meget optaget af renhed, og døden og de døde regnes for meget urene.
Det var i midten af 500-tallet e.v.t., at buddhismen kom til Japan. Under prins Shotoku (595-621) befæstedes dens stilling, og der foregik en livlig kulturimport fra Kina. Derved kom man i besiddelse af skrift, og under indtryk af Kinas rige religiøse litteratur begyndte man at samle mundtlig shinto-tradition i bøger. I 712 forelå krønikeværket "Kojiki" på japansk, men med kinesiske skrifttegn. Et tilsvarende værk, men på kinesisk, er "Nihongi" fra 720. Begge begynder med myter om verdens, gudernes og landets tilblivelse, kulminerende i kejserdømmets oprettelse; derefter behandles Japans historie, kejser for kejser. I 927 forelå også den officielle kejserlige kults regler og tekster i skriftlig form i værket "Engishiki", hvis vigtigste del er "Norito", de højtidelige tekster, der blev fremsagt under ritualerne.
Ifølge myterne var det urparret Izanagi og Izanami, der skabte de japanske øer ved at røre i havet med et himmelsk spyd. De opfandt også kønsakten, og Izanami fødte en lang række guder, til sidst Ildguden. Ved denne sidste fødsel blev hun forbrændt og døde. Izanagi drog til det skumle og urene dødsrige efter hende, men måtte flygte, forfulgt af uhyggelige væsener og af Izanami selv, i hvis krop maddiker gnavede med en brølende lyd. Da han vaskede sig efter denne uhyggelige hændelse, opstod guder af det, han vaskede af: Solgudinden Amaterasu, måneguden Tuku-yomi og stormguden Susanowo. De fik hver sit at herske over. Solgudinden herskede over Himmelsletten, Måneguden over nattens riger. Men Susanowo, der skulle blæse over havet, var utilfreds og hylede og lod alskens uvæsen opstå. Izanagi ville sende ham bort, men tillod, at han drog til Himmelsletten for at tage afsked med sin søster Solgudinden. Oppe på Himmelsletten fremturede han imidlertid med sine grovheder; til sidst flåede han en hest baglæns, skar hul i taget af det himmelske palads og kastede den ned til de gudinder, der sad og vævede Solgudindens klæder. Ilde berørt trak Solgudinden sig tilbage til en klippehule, så alverden henlå i mørke. Nu samledes de 800 myriader af guder på Himmelsletten. Med længe-galende haner og højtidelige ritualer søgte de at kalde gudinden frem. Men først da gudinden Ame-no-uzume dansede en vild dans med blottede bryster, kom alle guderne til at le, så Himmelsletten rystede. Det fik Solgudinden frem og ordenen genoprettet. Susanowo blev sendt bort, og efter endnu nogen tid kunne Solgudinden sende sit ophøjede barnebarn ned til landet nedenunder som den første kejser af Japan.
Denne myte gør kejseren til centrum og bindeled til guderne. Det understreges også i hoffets ritualer, der udføres på hele rigets vegne. Kejserens reelle magt og position har i løbet af Japans historie været skiftende; men både myte og ritualer fungerer som det religiøse udtryk for en statstanke. I tiden efter 1868, hvor Japan udviklede sig til en moderne stormagt, blev centralmagtens religiøse status af stor betydning, og man udbyggede shinto til statsreligion. Efter krigsnederlaget i 1945 måtte denne stats-shinto, der havde været redskab for yderliggående nationalisme, dog afvikles efter amerikansk pres, og kejseren imødekom en henstilling om at frasige sig sin guddommelighed.
Men shinto overlever som det, den i virkligheden altid har været: En lokalt baseret religion med utallige helligdomme, hver med sin lokale gud, kami. Solgudindens tempel i Ise har dog national betydning, og hertil valfarter millioner af japanere. Ved siden af lokale religiøse fester findes der landsdækkende fester, som fejres med storstilede optog. Mange shinto-fester følger det universelle mytiske forbillede for al kult: Ligesom det var latter og løssluppenhed, der i urtiden fik Solgudinden ud af sin hule, sådan indgår morskab og grove løjer i fester som et middel til fornyelse af verden.