Sanskrit "plovfure". Navnet på en indisk frugtbarhedsgudinde der siden er gledet ind i det hinduistiske helteepos Ramayana fra omkring 200 f.v.t.-200 e.v.t. som helten Ramas trofaste og altopofrende hustru.
Sita fremstår i dag som idealkvinde for mange hindukvinder, hvis dyder de gerne ville kunne efterleve. Hun står bag sin mand i alle sammenhænge og følger ham i tykt og tyndt. Hun følger bl.a. Rama i eksil, hvor hun bortføres af dæmonkongen Ravana, der gør alt for at vinde hendes gunst. Hun befries, men folket tror, at hun har svigtet sin mand og ligget i med Ravana. For at bevise sin uskyld foretager hun ildprøven, dvs. hun kaster sig i flammerne på et bål for at lade ilden Agni dømme hende. Denne handling har muligvis været en inspirationskilde til sati, enkebrænding.