Teologisk retning opstået i årtierne efter 2. Verdenskrig under indtryk af naturødelæggelsen i det sekulariserede samfund. Skabelsesteologien er en refleksion over, hvad troen på Gud som skaber indebærer for det moderne menneske, fx i dets omgang med naturen.
Den danske teolog K.E. Løgstrup, som er en fremtrædende repræsentant for skabelsesteologien, har formuleret sine synspunkter under inspiration af blandt andet kirkefaderen Irenæus (ca. 120-200 e.v.t.) og endvidere både Luther og Grundtvig. Løgstrup fremhæver, at man må skelne mellem den kulturelle virkelighed, alt det som mennesket kan forme og beherske i kraft af videnskab og teknik, og den før-kulturelle virkelighed, det givne, som mennesket kun kan forholde sig til i undren og agtelse, fordi det er til uafhængigt af os.
Skabelsesteologien forholder sig til almene træk ved virkeligheden, dvs. træk som tydes og tolkes religiøst i religion i bred forstand og ikke kun i kristendommen, hvilket også betyder, at skabelsesteologien taler alment om Gud, når den med Løgstrups udtryk definerer Gud som "magten til at være til i alt, hvad der er til"