Betegnelse for den stand af professionelle skriftfortolkere som opstår i jødedommen efter det babyloniske eksil (587-539 f.v.t.). I kraft af, at studiet af loven stod særlig centralt i de skriftkloges arbejde, fik de en position som både teologiske og juridiske eksperter.
De skriftkloge er ikke en religiøs retning i lighed med farisæerne eller saddukæerne, men en erhvervsgruppe. I øvrigt hørte mange af de skriftkloge til farisæernes parti, hvorfor de i Det Nye Testamente ofte skildres som Jesu hovedmodstandere sammen med farisæerne. I almindelighed havde de skriftkloge et arbejde (ofte et håndværk) til livets underhold. Allerede på Jesu tid brugtes betegnelsen rabbiner om en skriftklog af farisæisk observans.