Slavisktalende folk er udbredt fra Adriaterhavet i syd til Østersøen i nord. I middelalderen var også det nordøstlige Tyskland beboet af slaviske folk: Venderne ved Østersøkysten og sorberne længere sydpå ved Elben. I løbet af perioden fra 700-tallet til 1100-tallet blev alle disse folk kristne, og deres gamle religion kendes kun gennem kristne forfatteres omtale og levn i folkelig kultur.
En himmel- og tordengud, der på russisk kaldes Perun, var muligvis den øverste gud. Svarozhic var ildens gud, og Volos eller Veles var kvægets, men tillige digtekunstens gud. Gudinden Mokosh beskyttede kvindeligt håndarbejde. Vendernes Svantevit, hvis firehovedede statue den danske biskop Absalon lod ødelægge i 1168, var sandsynligvis en krigsgud, men også en gud for frugtbarhed i landbruget.
Om kulten vides meget lidt, men den har omfattet både en kult af forfædre og husguder i hjemmene og en fælles kult med ofringer, der kunne foregå i hellige lunde under åben himmel eller i templer. Bedst kendt er Svantevits tempel i Arkona på Rygen, som dels er beskrevet i Saxos Danmarkskrønike, dels er undersøgt af arkæologer. Det målte 20 m i længden, og i midten stod gudens statue, omgivet af 4 pæle, hvorimellem der var forhæng. Der var kun adgang til helligdommen for præsten, og denne måtte end ikke ånde i rummet. Når han udførte sine ritualer derinde, måtte han holde vejret og gå til døren, når han skulle ånde.
Opfattelsen af de døde og deres skæbne har i højere grad kunnet overleve kristningen. Alle, der døde en naturlig død, gled ind i rækken af forfædre og modtog familiens regelmæssige ofre. Hos serbere og bulgarer fejrer man endnu allehelgensdag med et familiemåltid på gravene; en del af måltidet efterlades til de døde. Men man betragtede dem, der døde en unaturlig død, myrdede, selvmordere, druknede mv., som en trussel for de levende. Sådanne døde blev gengangere, polsk upyr, serbisk vampyr