Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

soldansen

Hos de nordamerikanske prærieindianere fandt denne dans sted, når stammens ellers spredte grupper mødtes sidst på foråret eller først på sommeren. Det centrale led i ritualet var dansen rundt om pælen, mens den dansende holdt blikket fæstnet på solen og kom i trance. Evt. var den dansende gjort fast til pælen med reb, der var fæstnet i brystmusklerne.

Lakotaerne mødtes hvert år, mens andre folk blot mødtes hvert andet eller tredje år. Der var ganske store variationer fra folk til folk på prærien i ritualets udformning.

Under festen var der også andre ritualer end dem, der var knyttet til selve soldansen. Små børn fik lavet huller i ørerne. Kvinderne skar små stykker kød ud af armene. Dermed deltog også de i festens offerritualer for ved fysiske afsavn og selvtugtelse at sikre verdens fornyelse og frugtbarhed.

Soldansfesten viste ikke kun, at de dansende kunne føre deres løfte ud i livet, udvise beslutsomhed og styrke og ofre sig. Den gav også status til andre grupper og nyt liv til verden, således som indianerne betragtede den.

Selv om ritualet varierede fra folk til folk, var det bygget op over faste elementer:

1. De dansende har fået en vision eller har aflagt et løfte, som får dem til at melde sig til dansen.

2. De isoleres.

3. De nødvendige ritualgenstande fremskaffes, blandt andet et bisonkranium og det træ, der skal gøre det ud for verdens midte (axis mundi).

4. Træet (eller pælen) rejses, og soldanshytten bygges rundtom.

5. De fastende dansere gøres klar, evt. bindes de til pælen.

6. De danser og kommer i trance eller river sig løs. Gennem den selvforglemmende og smertefulde akt ofrer de dansende sig som en taksigelse på egne og på hele samfundets vegne.

Ritualet blev forbudt i 1904, men overlevede i en barberet, ublodig udgave. I dag er soldansen genoptaget som led i en almindelig genoplivning af indiansk kultur henlagt til den fjerde juli, USAs nationaldag.