Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

strukturalisme

Videnskabsteoretisk og metodisk retning inden for bl.a. lingvistik (sprogvidenskab), antropologi og litteraturvidenskab der betragter ethvert objekt som et system af relationer mellem forskellige dele, hvoraf der udspringer en betydning. Strukturalismens udgangspunkt er Ferdinand de Saussures tegnteorier, som udvikledes inden for sprogvidenskaben omkring 1900. Inden for religionsvidenskaben har den franske antropolog Claude Lévi Strauss fra midten af 1900-tallet dannet skole, bl.a. med sine strukturalistiske myteanalyser.

Strukturalismen bygger på Ferdinand de Saussures teorier omkring sproget som et system af tegn. Sproget er bygget op af udtryk ("signifiant") og indhold ("signifié"), og forholdet mellem de to er tegnets betydning. Betydningen er dermed arbitrær, dvs. vilkårlig, og er samtidig altid relationel: Det er i forholdet mellem udtryk og indhold, mellem et tegn og andre tegn, at betydningen opstår.

Hvis dette overføres til religion, kan man sige, at religion er et tegnsystem, hvor betydningen af religiøse udsagn opstår imellem tegn og elementer i det religiøse system. Enkeltdelene i det religiøse system, fx symboler og begreber, er i sig selv betydningsløse. Deres betydning etableres kun i den totale forbindelse (interrelation) inden for det givne system. Der gives ikke en universel forklaring på et religiøst udsagn, men strukturerne i det religiøse udsagn kan vise sig at være universelle.

Strukturalismens fokus er således "synkron", og den betragter det "diakrone" (historisk, evolutionistisk) studium af fx religion som utilstrækkeligt. Man kan sige, at betydningen og strukturen i buddhistisk religion ikke kan findes ved at analysere summen af buddhismens historie. Her må en strukturel eller strukturalistisk analyse til, der sætter sig ud over de konkrete udsagn, som findes i et materiale.

Strukturalismen går med sine omdrejningspunkter imod grundantagelsen inden for funktionalisme, at religion kan forklares med henvisning til grundlæggende sociale behov, og samtidig er den i udgangspunktet kritisk over for den religionsfænomenologi, som vil forklare religionens betydning ud fra ideer om "essens" eller "det hellige".