Betegnelse for en muslim der udøver den islamiske mystik, sufisme.
Sufier forsøger ved bl.a. askese og særlige øvelser og ritualer at opnå tættere og mere direkte oplevelse af og forhold til Allah. Målet er både processen og den endelige forening med Allah, som dog langtfra opnås af alle. Allerede tidligt i islams historie træder enkelte skikkelser frem som sufier, fx den kvindelige mystiker Rabia al-Adawiya (713-801) og Husain ibn Mansur al-Hallaj, hvis udsagn "jeg er sandheden", dvs. "jeg er Gud", blev opfattet som blasfemi. Han blev derfor henrettet. I begyndelsen af 1100-tallet kombinerede en berømt lærd, Abu Hamid Muhammad al-Ghazzali, sine erfaringer som sufi og som lærd og anviste sine elever, hvordan de kunne supplere den ydre vej, sharia, med mystikkens indre vej (tariqa) uden at benægte centrale læresætninger. Senere i 1100-tallet begynder egentlige sufi-skoler, sufiordener, at opstå, hvor en mester og hans disciple mødes og i fællesskab udfører ritualerne. Det sted, hvor de mødes, kaldes en tekke (i Tyrkiet), en zawiya (arabisk; i Nordafrika) eller en khanaqa (persisk).
Sufilitteraturen beskriver i billedsprog den mystiske søgen efter Allah og ofte, som hos mevleviordenens grundlægger, Jalal al-Din al-Rumi, i en form, hvor sufiens indtagelse af guddommelig visdom sammenlignes med en beruselse skabt af vin eller forelskelse.