Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

sufiordener

En række sufimestre har i tidens løb grundlagt sufiordener, hvor den form for islamisk mystik, sufisme, som den pågældende sufi praktiserede, føres videre.

Fællesskabet mellem mester og disciple og indbyrdes mellem disciplene i en sufiorden betyder, at sufiordener er stærke sociale organisationer.

Den ældste sufiorden, qadiriya, blev grundlagt i 1100-tallet af sufimesteren Abd al-Qadir al-Jilani (1077-1166). Siden blev nogle af hans disciple selv mestre og grundlagde nye sufiordener. At høre til en sufiorden behøver ikke at betyde, at man selv er mystiker, men at man har et tilhørsforhold til en bestemt tradition og en bestemt mester, og at man deltager i nogle af ritualerne. Der vil dog altid være en gruppe af egentlige disciple, der som mystikere følger mesteren og udfører ritualerne for at nå til erkendelse af Allahs egentlige virkelighed.

Det er karakteristisk, at sufiordener har spillet og stadig spiller en væsentlig rolle for islams udbredelse uden for islams arabiske kerneområde. Mesteren som model for en god muslim, den stærke sociale organisation og ritualer, hvor musik og dans indgik, gav sufiordenerne en særlig rolle ved islamiseringen af fx Indonesien, Tyrkiet og Nord- og Vestafrika. Sufismen blev ikke kun en vej for få udvalgte mystikere, men også en folkelig vej til islam. Nogle af de kendteste sufi-ordener er de tyrkiske bektashi, mevlevi og khalwati ordener, de nordafrikanske sanusiya og tijaniya ordener og den centralasiatiske naqshbandi orden.

En del steder har sufiordener været forbudt i perioder, fordi magthaverne har opfattet dem som en trussel, enten politisk eller imod en mere ortodoks og mindre mystisk og ekstatisk form for islam. Det gælder fx Tyrkiet, hvor sufiordenerne blev forbudt, da Kemal Atatürk skabte staten i 1920'erne.