Græsk "forsamlingshus". Jødernes gudstjenestebygning som desuden er rammen om undervisning i og studium af loven.
Historisk tyder noget på, at synagogens tilblivelse går tilbage til den tempelløse eksiltid (587-539 f.v.t.), hvor jøderne ikke kunne praktisere deres religion i Jerusalems tempel, og tilsvarende fik synagogen en overordentlig stor betydning som rammen om al jødisk gudstjeneste efter ødelæggelsen af det andet Tempel i 70 e.v.t. Synagogens indretning er blandt andet kendetegnet ved, at hovedrummet er beregnet for mændene, mens et særligt rum til kvinderne ved et forhæng er adskilt fra mændenes område, eller fx således at kvinderne er henvist til en balkon. Synagogegudstjenesten samler sig om lovprisning, bøn, skriftlæsning og undertiden prædiken og fik således stor betydning for udformningen af de kristnes gudstjeneste.