Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

talmud

Hebraisk "at studere", "lære". Betegnelse for den meget store samling af kommentarer til og fortolkninger af Toraen, som udgør jødedommens juridiske tradition og jødisk ret. Talmud beskæftiger sig med alle livets områder, herunder jura, religiøs praksis, etik m.m.

Første del af talmud er mishna, der oprindelig kun blev overleveret mundtligt. Nedskrivningen af mishna blev afsluttet omkring 200 e.v.t. Anden del er udlægninger og forklaringer til mishna (gemara), som blev udviklet af jødiske retslærde i henholdsvis Babylon og Palæstina i århundrederne efter, at mishna var nedskrevet. Når man taler om talmud i dag, er det som regel den babylonske talmud, der har fået størst indflydelse på den senere jødedom.

De dele af talmud, som omhandler jura, betegnes halaka, mens fortællestoffet, poesi, anekdoter og behandling af etiske spørgsmål betegnes haggada.

Perioden fra det andet Tempels ødelæggelse i år 70 e.v.t. og frem til moderne tid kaldes talmudisk eller rabbinsk jødedom.

Talmud er udviklet ved, at jødiske lærde gennemgik udsagn i mishna, og det blev undersøgt, hvilket bibelsted udsagnet omhandler, samt hvilken rabbinsk autoritet det stammer fra. Dette dannede grundlag for den videre diskussion af emnet. Hensigten var dels at give retningslinier for praktisk livsførelse, dels at give retningslinier for selve fortolkningen af skrifterne som kunne danne baggrund for senere fortolkninger