Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

tibetansk buddhisme

En geografisk bestemmelse af den buddhisme, som man finder i Tibet, og som er en blanding af den indiske mahayana- og vajrayana-buddhisme, som kom dertil i slutningen af 600-tallet, og den oprindelige bönreligion. Den kaldes også lamaisme, da den lægger stor vægt på lærerens (lamaens) betydning for frelse, som enhver kan opnå i dette liv, hvis man følger hans anvisninger fuldt ud. Buddhismen blev først officielt anerkendt som statsreligion ved en bekendtgørelse i 791.

Det varede ca. 100 år, fra buddhismen blev introduceret i Tibet, til den blev endeligt anerkendt som statsreligion. Det skyldtes bönreligionen, der havde et stærk tag i folket, og som hele det politiske system var bygget op omkring. Kongen var en gudekonge, dvs. han ansås som søn af guderne. Han var sat af guderne på jorden til at herske, og han besad guddommelige kræfter til

at bekæmpe dæmoner og fremmede guddommes indtrængen, der bragte sygdom og misvækst med sig. Han repræsenterede både forfædrene og de nulevende og kunne med sin guddommelige indgriben også påvirke fremtiden. Han havde dog repræsentanter til at virke for sig. Præsterne forvaltede den religiøse magt og uddrev det onde via shamanistiske handlinger. Ministre stod for den politiske magtudøvelse.

Langsomt i løbet af 700-tallet blev kongens rolle mere og mere af sekulær karakter i takt med, at det tibetanske rige udvidede sig. Det kom i kontakt med andre religioner samtidig med, at en begyndende buddhistisk mission blev indledt. I år 775 blev det første kloster grundlagt i Sydtibet og de første tibetanske munke indviet.

Det var den tantriske læremester Padmasambhava, der havde en stor del af æren for, at buddhismen fik sit endelige tag i befolkningen. Hans speciale var eksorcisme eller en tæmning af magter, og han blev indkaldt ved grundlæggelsen af de første klostre for at pacificere eller borttrænge de daværende magter, der ville vende sig mod templet. Man kan se hans virke som et opgør mellem de tibetanske magter og de buddhistiske, der blev personificeret som buddhaer og guder. Fortællinger om Padmasambhava er et yndet motiv i den folkelige litteratur, og de ligger til grund for den folkelige anerkendelse af buddhismen, sådan som den kommer til udtryk i Tibet.

For at buddhismen kunne få tag i folket, skulle den kunne overtage mange af de forestillinger, som var fremherskende hos befolkningen. Ideen om gudekongen blev til dels overtaget af lama-, tulku- og bodhisattva-forståelsen, og i den tibetansk-buddhistiske kosmologi findes der mange forskellige onde og gode kræfter, der både repræsenterer en ydre og en indre kamp i mennesket. Og vajrayana-buddhisme ("Diamantfartøjets buddhisme"), som er den dominerende retning i dag, kombinerer via sin tantrisme det handlingsmæssige aspekt med det meditative, og den fastholder enkeltmennesket i et afhængighedsforhold til en læremester: Inkarnationen af kræfter, der står over det menneskelige.

I dag findes der fire overordnede retninger inden for tibetansk buddhisme: Nyingmapa ("den ældste lære"), Kagyupa ("tilhængere af den mundtlige lære"), Gelugpa ("de dydige"), Sakyapa (et geografisk navn der betyder: "Den grå jord").