I jødedom og kristendom og i europæisk kultur i almindelighed opfattes tid som noget, der forløber i en lige linje fra begyndelsen (skabelsen) til enden. Men i mange andre traditioner er tidsopfattelsen cyklisk, dvs. tiden tænkes at løbe i ring.
I traditionelle kulturer er årstidernes ring ofte dominerende i tidsopfattelsen. Årets gang markeres med fester, der understreger det cykliske forløb, som også dominerer arbejdet med marker og dyr. Derved glider længere tidsforløb som fx et menneskes liv eller et lands historie i baggrunden. Det ene år er som et billede af det andet, og hvert år tænkes at reproducere den orden, der blev grundlagt i urtiden. På denne måde kan urtiden blive nutidens forbillede og eneste relevante forstadium. Det lange forløb fra urtid til nutid, som europæeren kalder historien, kalkulerer man ikke med. Urtiden er ikke en tid i historisk forstand, men en tidløs begyndelse, der atter og atter reproduceres i de store kultfester eller højtider, hvor verden gives en ny og frisk begyndelse. I det gamle Ægypten kaldtes urtiden sep tepi, "første gang", for urtiden var jo det, hver eneste højtid reproducerede. Hvert år sejrede falkeguden Horus over sin fjende Seth og blev retmæssig konge i et kultdrama, der sluttede med udråbelsen af den regerende konge til sejrherre over landets fjender. Men den lineære tidsopfattelse lå som en latent mulighed, og da Ægypten i 600-tallet f.v.t. fik livligere forbindelse med andre folk, begyndte en ny historiebevidsthed at danne sig. Sådan gik det mange andre steder.
HELLENISME: I hellenismen og senantikken brødes de to tidsopfattelser med hinanden. Græske filosoffer søgte at forene dem i tanken om æoner, der efterfulgte hinanden. En æon, græsk: Aion, er et vældigt tidsrum; i Det Nye Testamente oversættes aion ligefrem til dansk som "evighed". Den enkelte æon er cyklisk, bider altså sig selv i halen, men omfatter så lang tid, at et menneskeliv eller et folks historiske erindring tager sig ud som lineær tid. Når en æon har bidt sig selv i halen, efterfølges den af en ny æon, hvor alt gentager sig. På denne måde forenes forskellige opfattelser af tid. JPS
ISRAEL: I det lille land mellem stormagter blev historiebevidstheden markant, og den tanke om Guds indgriben i sit folks historie, som kommer stærkt til udtryk hos de gammeltestamentlige profeter, vidner allerede om den lineære tidsopfattelses dominans. Når Gud kunne føre folket til sejr eller straffe dets frafald med nederlag, var der ikke plads til en cyklisk tid, der automatisk endte, hvor den begyndte.
KRISTENDOM: Her stod man fast på den lineære tid; tiden havde en begyndelse: Skabelsen, en midte: Inkarnationen og en slutning: Dommedag. Navnlig tanken om dommedag bidrog op gennem århundrederne til at bevare den lineære opfattelse af tid