Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

toregimentelæren

Betegnelse for Luthers redegørelse for, hvordan Gud handler på to måder med mennesker gennem de to regimenter: Det åndelige eller gejstlige og det verdslige. Det åndelige regimente har kun ordets kraft og skal virke i frihed. I det verdslige regimente skal synden og uretten holdes nede med magt og tvang.

Luther har udviklet disse tanker i sit opgør med den katolske kirke, som efter hans opfattelse blandede regimenterne sammen. Man må og kan ikke anvende magt og tvang i trossager. Man kan ikke tvinge hjerterne, og derfor fører magt og tvang i åndelige sager højst til hykleri og forstillelse. I det verdslige regimente, hvor mennesket har med sit medmenneske at gøre, kan man omvendt ikke regne med, at mennesket vil følge evangeliets krav om at handle selvforglemmende og selvhengivent i forhold til næsten, og derfor har Gud indsat den verdslige øvrighed som sit redskab til at holde synden nede og forhindre ondskaben og uretten i at regere.

To-regimentelæren har ofte været brugt som et argument for, at kristendom og politik ikke har med hinanden at gøre. Over for dette argument hævder fortalere for en politisk teologi, at denne holdning kan føre til, at man betragter det som rimeligt, at den kristne holder sig borte fra den politiske virkelighed, hvilket hævdes at være umuligt, eftersom ikke at handle i politik også er at handle. Og det indebærer igen, at den kristne blot svigter sit politiske ansvar.