Sanskrit "tre legemer". En anskuelse inden for mahayana-buddhisme, hvor man analytisk opdeler en buddha, dvs. fuldt oplyst, i tre aspekter, der kan belyse buddha-naturens spændvidde, og som kan give en forklaring på Buddhas forskellige udtryks- og fremtrædelsesformer.
1. Nirmanakaya. Buddhas manifestationslegeme der kommer til udtryk i en historisk person som fx Gautama Buddha, som virker her på jorden.
2. Sambhogakya. Buddhas frydslegeme eller åndelige legeme, der befinder sig i himmelsfæren, og som lader sig manifestere her på jorden.
3. Dharmakaya. Buddhas sandhedslegeme. Buddha ses her som et princip eller som ren ånd, den absolutte buddha-natur, der ikke blot projicerer de andre buddhalegemer, men som også findes i alle levende væsener. Dvs. alle har kimen til at blive Buddha.
Denne analytiske opdeling blev filosofisk udformet af mahayana-buddhismens yogacara skole i 3-400-tallet e.v.t. Og med denne lære blev det ikke længere den historiske Buddha, der var interessant, men selve buddha-naturen som en immanent størrelse - at buddha-naturen er at finde i mennesket selv og ikke som en uden-for-stående størrelse. Netop dette adskiller mahayana radikalt fra theravada, der anser den historiske Buddha og hans lære som helt grundlæggende.