En kort sammenfatning af troens grundlæggende træk, som den troende bekender sig til for at understrege sit tilhørsforhold til en bestemt religion. Bekendelsen kan foregå i offentlighed, men også privat som en bekendelse til Gud eller til læren. Fremsigelsen af en trosbekendelse ses i flere religioner som et bindende tilsagn og kan blive brugt i forbindelse med en indvielse til religionen. Udtrykket "trosbekendelse" er dog en vestlig fællesbetegnelse for sådanne tilsagn, og de kan ikke altid sammenlignes med den kristne trosbekendelse. MQF
BUDDHISME: Den historiske Buddha efterlod sig tre ting: Læren (Dharma), munkesamfundet (Sangha) og sig selv som eksempel (Buddha), som kaldes de Tre Juveler (Triratna), og som enhver buddhist bekender sig til som det grundlæggende i buddhismen: "Jeg tager min tilflugt til Dharma, til Sangha og til Buddha", lyder bekendelsen. Her bruges udtrykket tilflugt frem for tro, da den historiske Buddha netop understregede, at han ikke efterlod sig en tro, men gav anvisninger på en mulig vej, der kunne føre til erkendelse og oplysning. Selve tilkendegivelsen bruges parallelt til en trosbekendelse som en understregning af tilknytningen til buddhismen. MQF
ISLAM: På arabisk shahada. Den islamiske trosbekendelse, der er den første af islams fem søjler, lyder: "Der er ingen gud uden Allah, og Muhammad er hans sendebud". NS
JØDEDOM: På hebraisk shema. Den jødiske trosbekendelse, som også er første del af shema-bønnen, lyder: "Hør Israel: Herren er vor Gud, Herren er én". NS
KRISTENDOM: I kristendommen forefindes et antal trosbekendelser, nogle kortfattede, oftest tre-leddede, som bruges i gudstjenesten. Det mest kendte eksempel er her den apostolske trosbekendelse, der bruges i den folkekirkelige gudstjeneste og ved dåb, og som består af forsagelsen, dvs. undsigelsen, af "djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen" og dernæst den treleddede bekendelse til
1. Skaberen, Gud Fader,
2. Frelseren, Guds søn, Jesus
3. Helligånden.
Den anden type trosbekendelser i kristendommen er de mere omfattende lærebekendelser, der mere indgående fremstiller de væsentlige dogmer. Det mest kendte eksempel blandt de folkekirkelige trosbekendelser er her den augsburgske bekendelse fra 1530, som er forfattet af Luthers ven og medarbejder Philipp Melanchton