Titlen på en inkarneret lama inden for tibetansk buddhisme der oftest leder en munkeretning eller et kloster. En tulku er en fuldt oplyst Mester, der ud af medfølelse lover at lade sig genføde, for at andre, via hans anvisninger, kan opnå oplysning. Han bliver også kaldet Rinpoche, "den dyrebare".

Når en tulku afgår ved døden, leder munkene efter hans nye inkarnation. De føler sig nærmest magtesløse uden deres leder, da han sikrer dem, at vejen for at opnå erkendelse er mulig. Den nye tulku, en lille dreng hvis fødsel skal falde efter den sidste tulkus død, skal udvise forskellige tegn på, at han har overnaturlige evner, og at han er en reinkarnation af den tidligere tulku. Bl.a. skal han kunne genkende sin tidligere inkarnation enten via billeder eller ved det tøj, han bar. Drengen gennemgår forskellige tests, og hvis han består, bliver han ført til klostret, hvor han gennemgår en lang og krævende uddannelse.

En tulku ses inden for vajrayanatraditionen som en udstråling af en bodhisattva.