Navnet på en figur lavet hos inuit af knogler, af noget fra et barnelig, af skind og af noget der tilhører den, der skal skades, m.m. Ved hjælp af trolddom fik figuren liv og blev sendt af sted for at forvolde ondt. Var målet beskyttet fx af amuletter eller af en angakkoq og derfor stærkt nok til at klare tupilakken, vendte denne sig mod tupilakmageren i stedet. Det var altså ikke risikofrit at udsende en tupilak; man risikerede, at det onde ramte én selv.