1920-83. Engelsk antropolog, professor ved University of Manchester og Cornell University og fra 1977 til sin død professor i antropologi og religion ved University of Virginia; sammen med sin hustru, antropolog Edith Turner, udførte han langvarige feltstudier hos Ndembu-folket i Afrika.

Hovedsageligt på baggrund af disse studier udviklede han sine betydningsfulde teorier om religiøse ritualer, herunder symbolers betydning i samfundslivet, hvor begreber som "communitas" og "anti-struktur" er nøgleord i ritualers centrale fase, liminalfasen. Inden for de symbolorienterede studier påviste Turner, at ritualets religiøse og sociale betydning er afspejlet i både form og indhold, hvorfor begge disse faktorer må inddrages i studiet af ritualer.

Ndembu-folkets samfund er, i Turners beskrivelse, præget af uoverenstemmelser og potentielle konflikter mellem enkeltpersoner og grupper. Dette har sit ophav i den sociale organisation, som er matrilineær, dvs. dens arveret og samlivsformer er baseret på kvindernes familier; dermed er der lagt op til fjendskaber mellem en kvindes familie og hendes mand, som må bo i kvindens landsby, ligesom en række andre problemer, såsom mandens isolation i samfundet, spiller en rolle. På denne baggrund mener Turner, at ritualets væsentlige sociale funktion er at holde samfundet sammen og formidle en følelse af fællesskab til ritualets aktører.

Turner skelner mellem to former for struktur, der er på spil i et samfund; "structure" som er samfundets formelle regler, hierarkier, magtrelationer og institutioner, uden hvilke samfundet falder sammen, og "communitas" som er de elementer i samfundet, der overskrider de formelle regler og giver følelsen af fælles identitet. Ifølge Turner er en vigtig funktion ved ritualet at formidle følelsen af "communitas". Denne formidling foregår i ritualets centrale fase, liminalfasen, som er den fase, hvor den almindelig orden, "structure", er suspenderet til fordel for "communitas", og hvor selve ritualets forandringspotentiale ligger.

En vigtig faktor i den rituelle proces er symboler, som Turner definerer som "den mindste enhed i et ritual", dvs. alle de forskellige elementer af betydning, som ritualets form og indhold er opbygget af. Turner skelner mellem "signans" (symbolets form), "signata" (symbolets forskellige betydninger) og "signifikation" (den aktuelle betydning i en given sammenhæng). I en række artikler, fx "Color Classification in Ndembu Ritual" (1969) demonsterer han symbolernes dynamik i rituel sammenhæng.

Turners ritualanalyser forener et funktionalistisk og strukturalistisk perspektiv og er gengivet i en række artikler og bøger, fx "The Forest of Symbols" (1967), "Drums of Affliction" (1968) og "The Ritual Process" (1969). I senere arbejder, fx "From Ritual to Theatre (1982) og "The Anthropology of Performance" (udgivet post mortem 1986), beskæftiger han sig bl.a. med forholdet mellem ritual og teater, drama og performance inden for den performative antropologi. Hans elev, performanceteoretikeren Richard Schechner, har fortsat og videreudviklet dette arbejde.