Det umayadiske dynasti havde, med hovedstad i Damascus, magten i det islamiske kalifat, fra den sidste af de fire retledede kaliffer, Ali, døde i 661 og frem til 750, hvor abbasiderne tilegnede sig kalifatet.
Umayaderne nedstammede fra en slægt, som længe var kritisk over for Muhammad og den nye religion islam.
Allerede før den første umayadiske kalif, Muawiya, kom til magten, var der strid mellem umayader og shia-muslimer, dels på grund af mordet på Uthman, dels fordi shiitterne mente, at umayaderne uretmæssigt tilegnede sig magten på bekostning af Alis efterkommere.
I eftertiden huskes dette umayadiske kalifat af mange for at have været tyrannisk og nepotistisk og således langt fra det islamiske ideal om retfærdighed og lighed for alle muslimer.
Det umayadiske kalifat i Spanien (756-1031), som blev grundlagt af en af de få overlevende umayader efter abbasidernes magtovertagelse, bliver derimod betragtet som et eksempel på flerkulturel sameksistens og en guldalder for islamisk og europæisk kunst, kultur og videnskab.