Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

upanishaderne

Sanskrit upa, "ny", og nishad, "at sætte sig ned hos". Heri ligger det underforstået, at man som elev sætter sig ned ved en gurus fødder og får indsigt i en ny metafysisk og hemmelig lære. Den nye lære består primært i en viden om brahman, verdensaltet, det universelle selv, som gennemstrømmer alt, og som det er målet at blive en del af.

Upanishaderne er en hellig skriftsamling på i alt 200, hvoraf kun de 10-18 ældste er såkaldte shruti-tekster og hver især tilknyttet de tidligere skrifter, vedaerne, brahmanaerne og aranyakaerne. De ældste, hvor forskere er lidt uenige om de indbefatter 10, 14 eller 18, er dem, man tillægger størst gyldighed. De er fra mellem 800-300 f.v.t. De yngste upanishader er forfattet så sent som i 1500-tallet.

Ud over verdensaltet brahman er der forskellige andre begreber, som introduceres i de ældste upanishader, og som får eviggyldig betydning i både buddhisme, hinduisme, jainreligion og i mange nye religioner:

Atman, selvet, hvis mål det er at frigøre fra livet og i stedet blive en del af verdensaltet, brahman.

Samsara, genfødslernes kredsløb, hvorigennem livet pludselig anskues som negativt.

Karma, de handlinger man udfører både fysisk og i tanken, og som er med til at forme det liv, man efterfølgende vil få.

Moksha, frigørelse eller frelse, er det samme som at frigøre sig fra livet og genfødslernes kredsløb. Man bliver således selv herre over sin egen frelse.

Jna, viden. For at opnå moksha kræves erkendelse og viden, som din guru vil hjælpe dig til at opnå. Desuden kan denne viden opnås via yoga, da erkendelse i sidste ende er en selverkendelse af, at atman og brahman er identiske.

Upanishaderne adskiller sig fra de tidligere skrifter, vedaerne, ved at understrege, at det ikke længere er den sejrrige kriger, der er idealet, men den fromme asket. Det betyder bl.a., at kulten bliver individualiseret og psykologiseret. Man vender tankerne indad, og der opstår efterhånden en vis ringeagt for alt jordisk.

Det var forbeholdt mænd af de tre øverste sociale lag (varnaer) at læse og studere upanishaderne, selvom de lagde op til, at alle kunne opnå frelse gennem en tilegnelse af viden. Upanishaderne er oftest opbygget som en dialog i prosaform eller i vers mellem en lærer og hans elev, far og søn eller mand og hustru, hvor belæringen primært fremstår i billeder eller lignelser, men de kan også bestå i en beskrivelse af debatter mellem flere personer, der konkurrerer om, hvem der besidder størst viden.