Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

urtid

Skabelsens eller den allerførste begyndelses tid. Hos de fleste folk er urtiden imidlertid ikke i vor historiske forstand en tid skilt fra nutiden ved så og så mange århundreder. Urtiden er en tidløs begyndelse, hvori alt har sit udspring i en overgang fra kaos til kosmos. Hver gang denne overgang gennemspilles i kulten, bliver verden nyskabt, og dens hele orden grundlagt på ny. Urtiden er myternes tid eller illud tempus, "hin tid", hvor alt var nyt. Derfor er den også forbilledet for enhver senere tid, og for dette forbillede må det, der er sket i mellemtiden, vige.

AUSTRALIEN: I Australien er Altjiranga, "drøm" eller "drømmetid", det indfødte navn for den tid, hvor mytiske forfædre drog gennem landet og grundlagde de ruter, de kilder og de hellige steder, der benyttes i nutiden. Også de danse og ritualer, der udføres på bestemte steder og tider, er grundlagt i drømmetiden, og de gentager de mytiske forfædres grundlæggende handlinger. Derfor er Altjiranga ikke en fjern fortid, men noget der er nærværende som en dimension i klanens vandringer og traditionelle levevis, som højtid eller kultens hellige tid og, som navnet siger, i drømme. Når en mand i drømme finder et barn ved en af forfædrenes kilder, ved han, at hans kvinde skal føde et barn. Han ved også godt, hvordan han og kvinden bidrager dertil, men drømmen er det nye livs kilde. Drømme er også for digterne kilden til nye kultsange, og for enhver kan en drøm være en kilde til religiøs forståelse af eget liv og fremtidsudsigter. JPS

ISRAEL: Det Gamle Testamente indeholder også beretninger om den mytiske urtid. 1. Mosebog kapitel 1-11 indeholder den såkaldte urhistorie med beretninger om blandt andet skabelsen og syndfloden, som sandsynligvis er bearbejdninger af tilsvarende babyloniske myter. Karakteristisk for beretningerne i urhistorien er, at de handler om hele menneskehedens urtid og ikke som de øvrige tekster i Det Gamle Testamente om Israels folks historie og skæbne. Imidlertid er urhistorien sat som en slags indledning til den beretning om Israels historie, som begynder med fortællingen om Abraham, og derefter strækker sig igennem resten af Det Gamle Testamente. Derved præges urtidsberetningerne af den for Israel særegne lineære tidsopfattelse. Omvendt spores dog også tilløb til en cyklisk urtidstænkning i de historiske tekster i Det Gamle Testamente, når beretninger om hændelser i historisk tid som fx beretningen om udfrielsen fra Ægypten eller Davids kamp mod Goliat nærmest skildres i mytisk tidløshed som skabelseshandlinger, eller når profeter skildrer den ventede messiastid i vendinger, der minder påfaldende om urtidens Paradis. BT

ÆGYPTEN: I det gamle Ægypten kaldtes urtiden simpelthen "første gang" (sep tepi), for det særlige ved denne urtid var, at den skulle gentages atter og atter, reproduceres som forfædrenes liv reproduceres i senere slægtled. Det skete først og fremmest i kulten, der hver morgen i alle landets templer lod guden vågne af det inderste kapels urmørke og lod skabelsen ske fyldest. Men urtiden var også et universelt forbillede for en samfundsorden centreret om kongen. Kongen sad på jordguden Gebs trone som den levende Horus, der havde arvet kongedømmet fra sin fader Osiris, Gebs søn. At være konge betød også at reproducere urtiden i nutiden. Hver dag i året havde sit forbillede i urtiden; man kunne slå op i almanakken og se, hvilke begivenheder der fandt sted på denne dag i urtiden. Heraf afhang det, om det var en heldig eller en uheldig dag.

Men efterhånden som Ægypten trådte i livligere forbindelse med omverdenen og lærte andre folk at kende, blandedes tanken om den tidløse "første gang" med en ny historisk bevidsthed om Ægyptens glorværdige fortid. Det betød, at hele denne fortid fik forbilledlig karakter ligesom urtiden, men det medførte også, at urtiden blev en tid i moderne forstand, oven i købet en tabt tid. Lignende udviklinger kendes fra mange dele af verden.

Den dag i dag søger fx oprindelige folk identitet og idealer i en værdigere, førkolonialistisk fortid og en tidligere levevis. Denne fortid kan da blive en art urtid, der mere og mere går i ét med traditionens mytiske urtid; men den vil samtidig være en tabt tid, omfattet af nostalgi, ikke en allestedsnærværende "drømmetid" eller "første gang".