Diamantfartøjet eller tordenkilefartøjet. Den tredje og sidste af de store retninger inden for buddhisme, der også kaldes: Den lynhurtige vej til frelse. Vajrayanabuddhisme er en blanding af tantrisk buddhisme og mahayanabuddhisme og opstod mellem 400 og 600 e.v.t. i Indien, men fik først for alvor tag i befolkningen de efterfølgende par århundreder. Retningen kaldes også mantrayana (Mantrafartøjet) pga. dens brug af mantraer i sin praksis. Vajrayana findes i dag i Tibet, Mongoliet, Kina, Japan og i det nordlige Indien.
Vajrayana var i udgangspunktet en gren inden for mahayanabuddhisme der adskilte sig ved at gøre brug af tantrismens ritualistik og meditationsformer for derigennem hurtigere at opnå oplysning og dermed frelse eller frigørelse fra genfødslernes kredsløb. Efterhånden udviklede vajrayana sig som et selvstændigt system med egne helligskrifter, tantraer, og den spredte sig i det meste af den buddhistiske verden, men kun for rigtigt at bide sig fast i Tibet og Mongoliet og siden i Japan og Kina.
En af hovedpointerne i vajrayanabuddhismens frelsesystem er, at Adi-Buddha, eller Buddha-naturen, findes i ethvert væsen. Og det er via en erkendelse heraf, at genfødslernes kredsløb ophører og nirvana-tilstanden nås. Ligesom i mahayana anskues nirvana som tomheden (shunyata). Vajrayana understreger, at vejene til denne erkendelse er mange, og forkaster hverken den vej, theravada- eller mahayanaretningen anviser, men understreger, at de tager lang tid. Ved hjælp af de teknikker, som vajrayanabuddhisme anviser, vil man lynhurtigt kunne opnå frelse. Billedligt: Som en diamant, der oplyser vejen, eller som en tordenkile, der skærer igennem alle illusioner om, at verden er reelt til stede. Et kardinalpunkt i denne søgen er, at man har en lærer, lama eller tulku, der anses som en reinkarneret bodhisattva, og som bliver i verden for at hjælpe andre til at opnå erkendelse. Han vil virke som vejviser og lære sine disciple brugen af meditationsteknikker, mantraer (magiske formler), tantriske ritualer, visualiseringer og håndstillinger, så de kan finde Buddhaen i sig selv.
Klostervæsenet er et udbygget system inden for Vajrayana, for på denne måde vil disciplene hele tiden kunne være nær deres lærer, der også leder de mange fælles meditationer, hvor brugen af Vajra, tordenkilen, og klokken som symboler på det maskuline og det feminine aspekt i kosmos er til stede. Således vil man kunne bringe de to polære kræfter til forening i makrokosmos helt på samme måde, som man skal skabe en helhed i sindet eller mikrokosmos.
Tantraerne, vajrayabuddhismens helligbøger, giver forskellige instruktioner på yoga og meditation, koncentration på energicentre i kroppen (chakraer), håndstillinger og visualiseringer, som alle er teknikker, der hjælper én på vej til erkendelse af det ydre som illusion eller til at få det kvindelige og mandlige i sig selv i forening. Som hjælp bruger man også en yantra (geometrisk mønster) eller en mandala, der er symbolske billeder på kosmos eller Adi-Buddha, hvor man ved at gennemgå dens enkelte dele tilsidst bliver ét med yantraen eller mandalaen og dermed med den kosmiske helhed, der ligger ud over den tilgængelige verden, og som i sit endegyldige udtryk er intetheden eller tomheden. Kulminationen kaldes Mahamudra (det store symbol), hvor erkendelsen eller foreningen er opnået. Vejen hertil opdeles i fire niveauer, hvor hvert niveau skal kunne håndteres fuldt ud, før man går videre. Derfor er der også plads til lægfolk i dette system, selvom de dyrker lamaen, som var han en guddom, og beder ham om hjælp til sikring af basale materielle behov og dennesidig lykke. Også de kan nå frelse ved at tage udgangspunkt i det laveste niveau, for lamaen eller tulkuen vil med sin overstrømmende kærlighed også kunne nå dem og give dem inspirationen til at gå videre i deres indre erkendelsesproces.