Mange folk har et begreb, der betegner sammenhængen og stabiliteten i verden, men ofte tillige "lands lov og ret", retfærdighed, sandhed eller endog virkelighed. I tidlig græsk filosofi betegner kosmos verden som en stabil harmoni. Modsætningen er kaos, der egentlig betegner det store, tomme, udifferentierede gab, hvorfra verden begyndte at tage form. Kosmos er den smukke, ordnede og differentierede verden, hvor alle kræfter er i balance. Nogle filosoffer betragter den som statisk, andre som en uophørlig proces, men i begge tilfælde tænkes den i sidste instans at udgøre en stabil, harmonisk orden. Kosmos og kaos er ligefrem blevet religionshistoriske fagudtryk, der anvendes til begrebsliggørelse af lignende forhold også uden for græsk kultur.
Ved siden af mange ligheder udviser de forskellige kulturers verdensordensbegreber dog også mange forskelle.
INDIEN: I det ældste Indien var rta (rita) et sådant begreb. Rta var sandhed forstået som en kosmisk størrelse, der betingede naturens regelmæssighed og som i det hele taget opretholdt verden.
IRAN: Det tilsvarende iranske ord asha har samme betydning. I zarathustrismen kommer det til at betegne sandheden, retten og det gode over for drug, bedraget og ondskaben. Men både asha og drug tænkes fortsat som konkret eksisterende størrelser, noget som faktisk findes i ting og personer, ikke som abstrakte vurderinger udefra.
KINA: I Kina er dao en art verdensordensbegreb. Dao betyder vej eller fremgangsmåde, fx også håndværkerens særlige professionelle fremgangsmåde. Universelt forstået er dao det princip, verden kører efter, den evige rytme i naturens utallige forvandlingsprocesser. I konfucianismen bliver dao en norm, som skal virkeliggøres i en minutiøs efterlevelse af traditionen, urtidens og den glorværdige fortids harmoni, som kun kan genetableres ved en målbevidst indsats på alle områder: Ritualerne, samfundslivet, familielivet mv. I daoismens klassiske litteratur er dao det ene åndedræt, der går gennem universet, enheden bag mangfoldigheden. Den kan den daoistiske mystiker blive ét med, når han afstår fra målbevidst stræben af enhver art og blot lader dao ske fyldest i sig selv. JPS
ÆGYPTEN: I ægyptisk religion var maat ikke nogen abstrakt orden, der så at sige udefra trækkes ned over verden. Maat er selve det i tingene, hvorved de er til, deres "virkelighed", kunne man sige. I en indskrift ønsker en mand sig et langt liv, og at hans knogler må være fulde af maat. Men samtidig var maat også sandhed og retfærdighed