Navnet på kaosslangen som optræder i de indiske helligtekster vedaerne fra omkring 1500-800 f.v.t., og som guden Indra bekæmper med sin tordenkile for at befri det frugtbarhedsgivende vand, slangen holder tilbage.

I ritualet, hvor presningen af somaplanten er central, blev Vritra identificeret med somaplantens stængler, der blev presset mellem nogle sten, som blev identificeret med Indras tordenkile. Således blev kampen mellem kosmos og kaos kultdramatisk gentaget. Produktet af somapresningen var den euforiserende og styrkende drik, som både mennesker og guder nød godt af, og som gav dem kræfter til at bekæmpe det onde alias fjenden, onde kræfter o.l.