I kristendommen en billedlig betegnelse for den forandring, der sker med et menneske, når det ved en personlig oplevelse bliver bevidst om sin syndighed

og Guds dømmende og tilgivende holdning til synden og synderen. I forlængelse heraf tillige betegnelse for det folkelige røre, der udspringer af en kristen forkyndelse, som sigter imod at skabe vækkelse hos tidens mennesker.

Vækkelsesreligiøsitet kendes fra mange perioder i kristendommens historie, fx inden for forskellige munkeordener og i protestantisk sammenhæng i pietismen. Vækkelsens storhedstid i dansk kristendoms historie er dog først og fremmest 1800-tallet, hvor først de gudelige vækkelser og dernæst disses videreførelse i Indre Mission og grundtvigianismen fik afgørende indflydelse på dansk kirkeliv. Indirekte fik de også indflydelse på samfundslivet i den forstand, at den religiøse vækkelse giver den menige borger "mund og mæle" og dermed lyst til at ytre sig om og deltage i samfundets opbygning og indretning. Den religiøse vækkelse fører dermed videre til en folkelig og demokratisk vækkelse.

USAs historie fremviser talrige eksempler på vækkelser, som har ført til dannelse af nye frikirker og sekter, som derfra er kommet til Europa og har ført til en betydelig vækst i antallet af kristne frikirkesamfund.

Vækkelseskristendommen har endelig også præget det kristne missionsarbejde i den ikke-kristne verden.