1864-1920. Tysk sociolog hvis forskning har bidraget markant til religionssociologien. Ifølge Weber er religion en af de faktorer, som er retningsgivende for menneskets sociale handlinger. For at undersøge historiske processer så værdifrit som muligt opstiller han sine kategorier som "idealtyper", dvs. overordnede kategorier og typolologier, som ikke er direkte afhængige af konkrete aktuelle fænomener. Et gennemgående tema i hans forskning er udvikling af rationalitet som samfundsbærende faktor i det vestlige samfund og i forlængelse heraf, hvordan "den protestantiske etik" er afgørende for udviklingen af det moderne kapitalistiske samfund. Et andet tema er udviklingen af forskellige typer af lederskab, politiske såvel som religiøse, inden for hvilket emne Weber udfoldede sine ideer om karisma.
Webers særlige interesse i udviklingen af det moderne samfund er de historiske "gennembrud", dvs. hændelser af politisk, religiøs, social eller filosofisk karakter, som bidrager til, at samfundet eller den sociale gruppe flytter sig fra én måde at gøre tingene på til en anden. Et sådan eksempel er fx den moderne kapitalisme. I bogen "Den protestantiske Etik og Kapitalismens Ånd" (1972; på tysk: "Wirtschaft und Gesellschaft", 1921) undersøger han grundlaget for kapitalismens fremmarch, som han finder i værdinormerne udviklet på basis af den asketiske protestantiske kristendom, calvinisme. Denne religiøse og normative tankegang tilskynder individet til at være aktiv i denne verden, arbejde hårdt, forsage luksus og udskejelse. Samtidig rummer det en ny form for individualisme, som nødvendiggør, at individet retfærdiggør sig selv og sine handlinger i forhold til samfundet og udvikler en mål-orienteret tankegang. Derfor er dette normgrundlag omkring etik og moral det moderne samfunds rationelle grundlag, mener Weber.
Webers undersøgelser af lederskab, herunder det religiøse, har fået afgørende betydning for religionssociologi og religionsvidenskab. Dette gælder især hans teorier om karisma, som er tilskrivningen af særlige egenskaber hos en person, og som også betegner de sociale processer, der er involveret mellem denne type af leder og personens tilhængere. Karisma er således ikke blot en personlig attribut, men snarere selve tilskrivningen af sådanne "særlige" kvaliteter. Denne form for lederskab findes hos profeter og religiøse igangsættere og er en kilde til dynamik. Mens andre former for lederskab, fx den præstelige, som baserer sig på lederens overensstemmelse med en religiøs tradition og organisation, er stabile, da rummer profeten kimen til social forandring. Denne form for lederskab er relativt ustabil, fx kan der opstå en autoritetskrise, når profeten dør. Religionens forsøg på at institutionalisere profetens dynamiske budskab, således at det omformes til mere stabile og almene principper, betegnes "rutiniseringen af karisma".