Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

yoga

Oprindeligt navnet på en af de seks klassiske filosofiske skoler inden for hinduisme, men i dag ofte brugt som betegnelse for en bestemt koncentrationspraksis, hvor man lærer at beherske kroppen via bestemte kropsøvelser og åndedrætsteknikker. Teknikkernes mål er at hjælpe til at frigøre fra de bånd, der binder til verden.

Selve yoga-systemet bliver for første gang udlagt i Patanjalis Yogasutra ca. fra imellem 100 f.v.t.-500 e.v.t. Den beskriver i fire kapitler den såkaldte klassiske yoga, også kaldet Raja-yoga (konge-yogaen, underforstået den bedste). Sutraerne er meget systematisk opbygget og kan i sig selv ses som en fuldstændig yogaøvelse: Kap. 1 behandler meditationens mål og natur, kap. 2 forklarer midlet til at nå målet, kap. 3 beskriver, hvad man opnår på vejen mod målet og ved selve målet, og kap. 4 beskæftiger sig med, hvad målet er med yoga, nemlig at frigøre sig fra materien og opnå samadhi-tilstand, der er en form for ekstase eller trance, hvor man ikke længere er bevidst om nogen ting, ej heller at man mediterer. Det er det punkt, hvor subjekt og objekt bliver identiske, dér hvor selvet bliver frigjort fra materien.

I Yoga-sutra beskrives i alt 8 yoga-stadier. De første fem stadier er en træning af kroppen, de sidste tre er metoder til at udvikle selvet.

I årene 900-1200 e.v.t. opstår der flere større yogaskoler, bl.a. Hatha-yoga ("Magtens yoga), som danner basis for mange yogaskoler i Danmark, og Mantra-yoga, der senere skulle blive associeret med tantrismen.

Hatha-yoga udvikler en masse forskellige kropsstillinger og åndedrætsteknikker, der samlet får én til at opleve frigørelsen i dette liv, hvor selvet bliver opvækket til en identitet med det absolutte (sahaaja).

Det er Hatha-yoga teksterne, som beskriver kroppens chakraer (hjul), der er lokaliseret langs en central akse, til tider forbundet med rygraden, og forbundet med kanaler (nadi), igennem hvilke der flyder energi eller livskraft (prana), som gør kroppen levende. Iblandt disse kanaler er der især tre, der er vigtige: Den centrale kanal (susumna nadi) der forbinder basis ved skambenet med issen og former en vertikal akse igennem kroppen. Derudover er der to kanaler, der flyder fra hver sit næsebor og mødes ved kroppens base. Ideen i Hatha-yoga er, at energien ligger i basen (rod-centret). Denne energi forestiller man sig som Kundalini gudinden, slangekraften, der via yogaen opvækkes, og som skal stige op igennem den centrale kanal til den tusindbladede lotus, hvor frigørelsens lyksalighed opleves.

Det er mest almindeligt, at man opererer med seks eller syv chakraer, en form for standardisering af en esoterisk anatomi, der finder sted i 1000-tallet. Chakraerne siges at være lokaliseret i følgende regioner:

1. Perinæum (mellem endetarmsåbningen og kønsorganerne),

2. kønsorganerne,

3. solar plexus eller navlen,

4. hjertet eller brystet,

5. halsen,

6. mellem øjnene,

7. issen.

De afbildes alle som lotusblomster af forskellig farve og med forskelligt antal kronblade.