En vestafrikansk traditionel religion der er knyttet til yorubafolket og det område i Nigeria og nabostaterne vest for Nigerfloden, hvor folket har levet siden ca. 500 f.v.t. Yorubafolket lever overvejende af landbrug samt af handel, håndværk og administration. Siden kort før 1000 e.v.t. har folket boet i byer, der udgjorde centrene i det stærkt regionaliserede samfund.

Der er ca. 25 mio. yorubaer i dag. Den traditionelle religion er stadig særdeles levende og spiller en rolle for den politiske og sociale struktur i området, selv om en del af yorubafolket er muslimer eller kristne. Mange yorubaer blev solgt som slaver til Brasilien og De Vestindiske Øer, hvor yorubareligionen derfor kan findes i dag. Fra Vestafrika og Latinamerika har religionen bredt sig til England og til Nordamerika.

Guder. Højguden Olorun (eller Olodumare) tog i sin tid initiativet til verdens skabelse. Afhængige af og under ham rangerer de aktive guder, der er en slags mellemmænd mellem Olorun og menneskene. De kaldes orisha og har hver sin kult, kultselskab, helligdom, præsteskab, fester og ofre. Traditionen vil, at der er 401 orishaer, hvoraf ca. 20 er mere alment kendte. En af de mest kendte er Obatala, der former barnet i moderens liv. Mange orishaer er livgivende, men rummer også kræfter, der kan skabe død og ødelæggelse. Fx forbindes Ogun, der er kriger og jæger, med liv og død. Jern er hans område, så han er smedenes orisha. I dag tager han sig af alt, som har med metal at gøre, også buschauffører og mekanikere. Han hører til de orishaer, der under kulten kan besætte kultmedlemmer ligesom torden- og lynguden Shango, som dyrkes af slavernes efterkommere på Trinidad. Orunmila er orisha for divination, varseltagning, og kaldes også Ifa. Han hjælper sine præster med at tolke folks problemer.

Ifa divinationen er knyttet til byen Ife, men den er fælles for hele yorubafolket og meget brugt. Den bygger på en omfattende samling Ifa poesi, som reciteres i forbindelse med varseltagningen. Centrale dele af mytologien og ideen om, at tilværelsen er gennemtrængt af en skabende kraft, Ashe (Axe i Latinamerika), gentages på den måde jævnligt for en yoruba. En del af svaret til den varselsøgende går normalt ud på, at han/hun skal give et offer. Det tager Eshu sig af. Denne orisha er Oloruns sendebud, en trickster, der tilrettelægger offeret på en sådan måde, at han selv får sin part.

Kult og samfund. Hver orisha har sit kultselskab, som man indvies til. Sammenlignet med initiationen til voksentilværelsen spiller indvielsen til et kultselskab en langt større rolle. Egungun hedder det kultselskab, der gennem dans og maskerader tager sig af forholdet til yorubaernes forfædre. Iført masker bliver de dansende for en kort stund opholdssted for de afdøde forfædre. Dansen opretholder sammen med gaver til forfædrene forbindelsen mellem levende og døde, som til gengæld beskytter samfundet mod hekseri og andre antisociale kræfter. Et vigtigt kultselskab er Ogboni, knyttet til jordgudinden Onile. Medlemmer er en gruppe ældre mænd, som mægler mellem stridende parter, og som tidligere dømte i sager, hvor der var udgydt blod på jorden.

Kultselskabet er hemmeligt og har stor religiøs, social, politisk og juridisk betydning. Et kvindeligt maske- og danseselskab fejrer mødre og mødrenes mødre osv. og sikrer frugtbarheden og jorden, selv om det er mændene, der dyrker jorden, mens kvinderne sælger produkterne på markedet.

Yorubasamfundet er bygget op omkring byer som Ile-Ife, som igen er bygget op omkring tidligere tiders kongebolig, der havde forbindelse til alle de vigtigste orisha helligdomme. Flere orishaer har en forhistorie som bygrundlæggere og konger. Myter og ritualer refererer til kamp og efterfølgende forsoning mellem konger og guder. De videregiver historiske begivenheder på en sådan måde, at de samtidig legitimerer centrale samfundsinstitutioner som præsteskab, kongedømme og den regionale magtstruktur. Sammen med myterne i forbindelse med Ifa-divinationen understreger de det fællesskab, som trods regionalisering hersker blandt yoruba, og legitimerer Ile-Ifes betydning som symbol på den kulturelle homogenitet.