Den iranske profet Zarathustras (græsk Zoroaster) religion kendes gennem skriftsamlingen Avesta, der var mundtlig tradition, indtil den blev samlet og nedskrevet mellem 226 og 650 e.v.t. Avesta suppleres af en omfattende religiøs litteratur på middelpersisk (pahlavi). Zarathustra var offerpræst (zaotar) i det gamle Iran, måske omkring 1000 f.v.t., men en sikker datering findes ikke; dog må det have været før 600 f.v.t. Han udformede en lære om det gode og det onde, renhed og besmittelse som to magter i tilværelsen. Mellem dem må mennesket vælge. Den højeste gud, Ahura Mazdah, "den vise herre" og asha, "den rette orden", "retfærdighed", står over for Angra Mainyu, "den fordærvvoldende ånd", og en hær af dæmoner; men til sidst skal det gode sejre. Zarathustrismen var statsreligion i Iran i det meste af perioden fra 549 f.v.t. til 642 e.v.t., altså også mens det persiske rige havde sin største udstrækning fra Pakistan til Palæstina. Efter indførelsen af islam gik det stærkt tilbage for zarathustrismen i Iran, og i 900-tallet drog mange zarathustriere til Indien for at opnå religionsfrihed. Her findes endnu ca. 100.000 af disse "parsere", især omkring Bombay. I Iran er under 20.000 tilbage i afsides landsbyer.

Den iranske religion før Zarathustra rummede allerede kimen til den dualisme af godt og ondt, rent og urent, som kendetegner zarathustrismen, men den var først og fremmest centreret om kulten. Zarathustras radikale formulering af dualismen har sin baggrund i mødet med de blodige tyreofre til guden Mithra, som foregik i særlige kultforeninger for unge krigere, hvor man også indtog en rusdrik, haoma (sprogligt beslægtet med indisk soma). I sine versprædikener, de såkaldte gathaer, vender Zarathustra sig mod denne blodrus, og han skildrer sin kaldelse som oksens talsmand og forsvarer mod aeshma, raseriet og mordlysten. Op mod aeshma stiller han omsorgen for kvæget og i det hele taget for landbruget.

Kaldelsen kommer fra Ahura Mazdah (middelpersisk Ohrmizd), den sande gud og det godes skaber. Han bistås i sin fortsatte skabelse af "velsignelsesbringende udødelige" (Amesha Spenta), seks guddomme der betegner hans egne og det godes egenskaber: Vohu Manah, "det gode sindelag", Asha Vahishta, "det bedste retsind", Khshathra Vairya, "den magt der bør vælges", Spenta Armaiti, "den velsignelsesbringende fromhed", Haurvatat, "sundhed", Ameretat, "udødelighed". Den verden, Ahura Mazdah skabte, var udelukkende ren og god, indtil de to magter, Ahura Mazdahs Spenta Mainyu, "den velsignelsesbringende ånd" og Angra Mainyu (middelpersisk Ahriman), "den fordærvvoldende ånd", åbenbarede sig "som tvillinger med hver sin hu", og kampen mellem asha, det rette, sande og livsfremmende, og drug, det livsforgiftende bedrag, blev et grundvilkår. En hær af dæmoner (daeva: Egl. den førzarathustriske betegnelse for guder) valgte bedraget og samlede sig om aeshma, den blodtørstige rasen, der gør tilværelsen syg. Siden da står mennesket i valgets situation, og af dets valg afhænger dets skæbne, når til sin tid Ahura Mazdah, Amesha Spenta'erne og den genkomne Zarathustra åbenbarer sig på jorden og endegyldigt besejrer og udrenser al ondskab. Sene zarathustriske tekster taler i denne sammenhæng også om en frelser (saoshyant), der skal legemliggøre asha. Om dette historiens endemål, hvor verden skal forvandles til en livsfremmende harmoni, har zarathustrismen efterhånden udviklet en righoldig verdensalderlære og eskatologi, der har haft stor indflydelse på jødisk, kristen, gnostisk og islamisk apokalyptik.

Zarathustrismens religiøse praksis kan forstås som et arbejde mod det samme endemål. Den, der tjener Ahura Mazdah, må være en saoshyant og virke til fremme af livet og det gode og undgå besmittelse fra det onde og urene. Fx er ild og jord rene elementer, og for ikke at besmitte dem undgår man at begrave eller brænde de døde. De anbringes i stedet på særlige stilladser (dakhma) for at fortæres af gribbe. I kulten indgår mange renselsesriter, og et alment sigte er at genskabe renhed efter de uundgåelige besmittelser. En vigtig del af kulten er også rusdrikken haoma. I stedet for tyreofferet blandes haomaen med mælk, som repræsenterer oksen, og Zarathustras reformerede haomakult er ikke ledsaget af aeshma, men af asha, den rette, livsfremmende orden. Presningen af plantedele ved fremstillingen kan endog anskues som knusning af Angra Mainyu