Græsk "de ivrige". Betegnelse for et yderligtgående, nationalistisk parti inden for jødedommen i det 1. årh. e.v.t. Zeloterne anså det romerske herredømme i Palæstina for at være uforeneligt med Jahves værdighed som Israels konge. Religiøst repræsenterede zeloterne en radikal farisæisme, hvilket kom til udtryk ved, at de afsondrede sig mere fra det omgivende samfund og bestræbte sig på at have en "ren" menighed.
Det var formodentlig zeloter, der stod bag og var hovedkraften i den jødiske opstand mod romerne i årene 66-70 e.v.t., og det lykkedes dem at holde skansen i deres sidste bastion, Masada, helt til år 73.
Muligvis har der blandt Jesu disciple været nogle, som sympatiserede med zeloterne, hvilket dog ikke siger noget om, at også Jesus prædikede oprør eller opfordrede til modstand mod romerne.