Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

zionisme

I 1800-tallet opstod den politiske zionisme som én blandt mange nationalistiske bevægelser i Europa. Zionismens mål var at føre det jødiske folk tilbage til det forjættede land (Eretz Israel) og bosætte det dér i en autonom stat.

Baggrunden for bevægelsen var den stigende antisemitisme i Europa, der kom som en overraskelse for mange jøder, som havde håbet, at oplysningsbevægelsen og liberalismens fremgang ville føre til lige ret for jøder i Europa. Zionismen satte fokus på det jødiske folk som en nation i modsætning til tidligere, hvor man ofte havde understreget, at jødedommen udelukkende var en religion, og at henvisninger til Zion i skrifterne og liturgien ikke havde nogen nationalistisk betydning. De fleste tidlige zionister var sekulariserede jøder, men enkelte var religiøse og kombinerede den zionistiske ideologi med troen på den fremtidige forløsning ved Messias' komme. Den religiøse zionisme blev mere udbredt ved staten Israels oprettelse i 1948 og efter 1967-krigen.

Mest kendt som grundlægger af den politiske zionistiske ideologi er Theodor Herzl, som med sin bog "Jødestaten. Forsøg på en moderne løsning af jødespørgsmålet" (1896) gav en af de vigtigste og mest gennemarbejdede tidlige formuleringer af zionismens baggrund og mål. Hertzl var hovedsageligt fortaler for en sekulær statsdannelse, mens andre zionister arbejdede ud fra en religiøs overbevisning om, at oprettelsen af en stat i det gamle jødiske hjemland ville være et skridt på vejen mod den messianske forløsning af det jødiske folk. Blandt disse var Israels første overrabbiner for ashkenaziske jøder, Rav Abraham Kook, fremtrædende.