Afrikanske uafhængige kirker der er vokset frem siden starten af 1900-tallet. Disse kirker er grundlagt af afrikanere og ikke udsprunget af de traditionelle europæiske kirker og missionskirkerne i Afrika.

Navnet stammer fra de henved 3.000 sydafrikanske zionistiske kirkesamfund, som lægger vægt på helbredelse ved Helligånden og på deres lederes karismatiske evner. De kan alle spore deres oprindelse tilbage til den amerikanske Evangelical Christian Catholic Church, oprettet 1896 i Zion City, Illinois.

Tilsvarende bevægelser findes mange steder i Afrika under navne som "Spiritual Churches" eller "Prophet-healing Churches". De har en stærk central organisation omkring en profet og giver plads til afrikanske traditioner som polygami og forfædre. I Vestafrika kan nævnes Nigerias aladurabevægelser og Harriskirken i Elfenbenskysten.