Omfattende skriftlige kilder til det gamle Ægyptens religion findes allerede fra ca. 2300 f.v.t. i de såkaldte Pyramidetekster, dvs. indskrifter i hieroglyffer på væggene i pyramidernes indre rum. Pyramiderne var kongegrave, og ligesom utallige senere gravtekster skulle Pyramideteksterne tjene til at bevare den afdøde konge som en kilde til liv. Et tilsvarende formål ligger bag de mange velbevarede embedsmandsgrave og bag den mærkelige skik at bevare de dødes legemer som mumier. Svarende til kongernes Pyramidetekster fik embedsmænd Sarkofagtekster skrevet på indersiden af deres kister. Senere, fra ca. 1500 f.v.t., gav man de døde sådanne tekster med i form af en papyrusrulle, en såkaldt Dødebog. Disse tekstgrupper er sammen med templernes kultiske tekster og billeder hovedkilderne til det gamle Ægyptens religion.

Den ægyptiske religion, vi kender, er således den officielle, kongernes og præsternes religion, men alligevel en religion helt centreret om ritualer. Gravteksterne var dels udtog af ritualer, som man udførte for de døde, dels ritualtekster, som man så at sige lagde i munden på de døde for at sikre deres delagtighed i mytiske forbilleder for livets stadige fornyelse eller regeneration.

Det er fra sådanne ritualtekster, vi især kender den ægyptiske mytologi. Hver lokalkult havde sine myter, men især en kosmogoni fra byen Heliopolis, solguden Res by lidt nord for det nuværende Cairo, fik fællesægyptisk betydning: I begyndelsen var alt uigennemtrængeligt mørke og et uendeligt urhav. Heri opstod en ø, det første land, Urhøjen, og med den som udgangspunkt begyndte solguden i sin urform som Atum at skabe. Helt alene avlede han det første gudepar med sig selv, idet han lod sin sæd sprøjte i sin mund. Derefter spyttede han guden Shu og gudinden Tefnut ud. De blev ophav til endnu et par: Jordguden Geb og himmelgudinden Nut. Geb og Nut lå i tæt omfavnelse, men Shu skabte rum mellem himmel og jord ved at løfte Nut op. Geb og Nut fik sønnerne Osiris og Seth og døtrene Isis og Nefthys, og med dem begynder den del af mytologien, der mere direkte vedrører samfund og menneskeliv.

Osiris arvede Ægyptens trone efter Geb, men Seth dræbte ham for selv at blive konge. Osiris' søster og hustru Isis fandt liget, og sammen med søsteren Nefthys holdt hun dødsklage over det. Det lykkedes dem at opvække Osiris så meget, at han og Isis kunne avle sønnen Horus som arving til tronen. Det indgår også i myten, at Seth skar Osiris i 14 eller flere dele, som han spredte over hele Ægypten. Det betød, at Isis måtte samle delene, men også at hele landet fik del i Osiris. Efter sin død blev Osiris hersker i det hinsides. I døderitualer og gravtekster er Osiris det mytiske forbillede for forfædrene i deres grave. Fra dem stammer slægtens liv, ligesom Horus, tronarvingen, avledes af den døde Osiris. I gravteksterne betegnes den afdøde ligefrem som "Osiris NN". Et andet udtryk for denne regenerationstanke var solen, der om natten gik ned i den underverden, der også var urmørket, og stod nyskabt op næste morgen.

Horus måtte strides med Seth om Ægyptens trone. Under kampene fik Horus sit øje fjernet eller beskadiget af Seth, men han sejrede alligevel, og øjet blev fuldstændig helbredt. Sejren over Seth betegner oprettelsen af det retmæssige kongedømme i Ægypten, og enhver konge var da en Horus, der sejrede over landets fjender. I tempelkulten var Horusøjet det store offersymbol; ethvert offer eller i det hele taget enhver ritualhandling kunne identificeres med Horusøjets heling eller tilbagegivelse og dermed den rette ordens oprettelse. Horusøjet brugtes også som amulet. I en årlig fest gennemførtes Horus' sejr over Seth som et kultdrama.