Analyse

Lektor: Begrænsningen af religionsfriheden kræver kritisk opmærksomhed

På grund faren for smitte med corona afholdes der ingen almindelige gudstjenester i danske kirker. Denne begrænsning af religionsfriheden er fuldt ud lovlig - men den kræver alligevel, at man forholder sig kritisk til, hvor længe der bliver ved med at være belæg for begrænsningernes varighed, skriver ph.d. og lektor Sune Lægaard. På billedes ses domprovst Anders Gadegaard holde påskegudstjeneste foran bænke fyldt med udprintede selfies af menigheden. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Udøvelsen af religion er blevet begrænset markant under coronakrisen. Men selvom det ikke er det samme som en krænkelse af religionsfriheden, er det alligevel vigtigt, at man forholder sig kritisk til restriktionerne, skriver ph.d. og lektor Sune Lægaard i denne analyse

For at begrænse smitten med coronavirus og dermed forhindre en overbelastning af sundhedsvæsnet, har regeringer i de fleste lande gennemført en række ekstraordinære indgreb i en række frihedsrettigheder. Det gælder også i Danmark, og det gælder også i forhold til borgernes ret til at udøve deres religion. For eksempel har kirker været lukket i Danmark, hvorfor påsken er blevet fejret online og ved drive in-gudstjenester.

I andre lande har begrænsninger af religionsudøvelse været kontroversielle, og nogle steder har troende mødtes til trods for myndighedernes påbud. Dette har dog ikke været et problem i Danmark. Her lader folk til at acceptere, at hensynet til folkesundheden vejer tungere end hensynet til den enkeltes ret til at gå i kirke.

Denne afvejning af de modsatrettede hensyn svarer meget godt til formuleringen af religionsfriheden i både Grundloven og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ligesom de fleste andre rettigheder er religionsfriheden ikke absolut eller ubegrænset, men kan begrænses af hensyn til vægtige samfundsinteresser. Artikel 9 i Menneskerettighedskonventionen beskytter således friheden til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller overbevisning gennem gudstjeneste, undervisning, religiøse skikke og overholdelse af rituelle forskrifter. Men denne frihed kan begrænses ved lov ”af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.”

Begrænsningen af religionsudøvelsen for at afbøde corona er således ikke en krænkelse af religionsfriheden. Dette er et eksempel på, at menneskerettighederne er formuleret for at kunne fungere i den virkelige verden med de modstridende hensyn, der findes her.

Dette rejser dog nogle mere generelle spørgsmål om religionsfriheden og andre frihedsrettigheder. Hvis de bare kan tilsidesættes på denne måde, hvor meget er de så egentlig værd?

Pointen med frihedsrettigheder er, at de sætter en højere tærskel op for, hvornår myndigheder må gribe ind i personers frihed. Det er kun bestemte typer grunde, der overhovedet kan retfærdiggøre indgreb i borgernes frihed. For eksempel er det kun de ovenfor nævnte hensyn, der er legitime grunde for at begrænse de fleste rettigheder i Menneskerettighedskonventionen. Man må således ikke begrænse frihedsrettigheder af andre grunde, eksempelvis fordi borgeres udøvelse af deres frihed er ubelejlig eller politisk uønsket.

Men selv når grundene til at begrænse frihedsrettighederne er af den rigtige slags, for eksempel hensynet til sundheden, så skal begrænsningen derudover leve op til endnu en betingelse. Indgreb i friheden skal desuden være effektive og proportionale. Det vil sige, at en begrænsning af frihedsrettigheder af hensyn til sundheden kun er legitim, hvis indgrebet faktisk medvirker til at beskytte sundheden, og hvis dets forventede sundhedsmæssige effekt er stor nok i forhold til, hvor stor begrænsningen af friheden er. Der skal altså foretages en afvejning, ikke bare af de modsatrettede hensyn, men også af om begrænsningen af friheden står mål med den hermed opnåede effekt i forhold til disse hensyn.

Disse betingelser for, hvornår begrænsning af frihedsrettigheder er legitime, burde i princippet sikre, at friheden ikke krænkes unødvendigt. Problemet er, at så snart denne mulighed findes, er det fristende at fremstille nye tiltag som om, at de falder ind under den. Dette er et eksempel på såkaldt sikkerhedsliggørelse. Hvis noget kan fremstilles som en trussel, så kan dette begrunde politiske indgreb, der ikke normalt ville være tilladelige. Derfor er det altid fristende for politikere at overdrive truslen eller et indgrebs nødvendighed for at modgå den, for dermed kan de få eller beholde handlemuligheder, de ellers ikke ville have. Derfor er det afgørende, at vurderingen af proportionalitet ikke alene overlades til regering og myndigheder, men at de også er underlagt udefrakommende overvågning, for eksempel fra Folketinget og fra uafhængige domstole.

Så selv om begrænsningen af religionsfriheden for tiden er legitim og viser, at religionsfriheden kan tilpasses ekstraordinære situationer, er den også en påmindelse om behovet for kritisk opmærksomhed på, hvor længe betingelserne for denne slags begrænsninger faktisk er proportionale.

Sune Lægaard er ph.d. og lektor i filosofi. Han skriver religionsanalysen ved religion.dk.