I døden tæmmer buddhisten sin bevidsthed

Tilstanden mellem to kroppe giver bevidstheden en helt naturlig frihed, hvor den ikke er underlagt kroppen. Det er sådan en autonom og fri bevidsthed, man som buddhist også søger i livet, forklarer lektor Jesper Østergaard. Foto: Thomas Peter/Reuters/Ritzau Scanpix.

I tilstanden mellem liv og død har bevidstheden mulighed for at få en bedre genfødsel eller ultimativt blive ført til befrielse og nirvana. Men det kræver, at individet kan tæmme sin bevidsthed, forklarer lektor Jesper Østergaard

Som i mange andre religioner udgør døden i buddhismen en særlig overgang. Døden er en overgang fra et levet liv til et nyt levet liv, men selve overgangen, eller tilstanden mellem de to liv, er ikke et tomt hul. På tibetansk benævnes denne overgangstilstand bardo. Dog er bardo-tilstanden mellem to liv blot en af mange overgange i et menneskes liv.

Ifølge buddhismen oplever mennesker konstant overgange, hvor noget forsvinder og altid vil være lagt bag os: sidste nats søvn, barndommen, sommeren, den første forelskelse – eller øjeblikket, da du læste overskriften på denne artikel. Alt det er væk på den anden side af bardo-tilstanden mellem da og nu. En lille overgang er en lille død i mennesket. På den vis er døden en kontinuerlig proces i mennesket.

Den fysiske død markerer dog en særlig overgang, hvor bardo-tilstanden er forlænget. Ifølge tibetansk buddhisme kan den vare helt op til 49 dage. Andre overgange kan komme og gå, uden vi bemærker det. Den fysiske død skal vi nok opdage.

I bardo-tilstanden mellem to liv bliver bevidstheden adskilt fra kroppen. Kroppen efterlades og forgår, mens bevidstheden genfødes i en ny krop. Så snart bevidstheden har fundet en ny krop, vil bevidstheden ofte have glemt sin sidste tilværelse. Derfor kan de fleste af os ifølge buddhismen ikke huske tidligere tilværelser.

Tilstanden mellem to kroppe giver bevidstheden en helt naturlig frihed, hvor den ikke er underlagt kroppen. Det er sådan en autonom og fri bevidsthed, man som buddhist også søger i livet, selvom bevidstheden er genfødt i en krop.

En guidebog for bevidstheden

I ”Den Tibetanke Dødebog”, som vel nok er den bedst kendte bog skrevet på tibetansk, beskrives denne bardo-tilstanden mellem to liv. Den siges at stamme fra den religiøse helt Padmasambhava, der bragte buddhismen til Tibet, hvorefter han gav en række religiøse belæringer til de himmelske væsner dakinier, som gemte disse belæringer som skatte.

Teksten stammer således fra tibetaneren Karma Lingpa (1356-1405), der genopdagede denne belæring og gjorde den til en fysisk tekst. Ifølge teksten vil viden om, hvad der vil hænde dig, når dette liv slutter, hjælpe dig i din dødsproces fra liv, over død til nyt liv.

Bogens tibetanske titel ”Bardo Thödröl” betyder, at der er ”udfrielse ved at lytte i bardo-tilstanden”. Bardo Thödröl kan bedst beskrives som en guidebog for bevidstheden i sin rejse i frihed mellem at være fastlåst af to kroppe – den gamle afdøde krop og den fremtidige genfødselskrop.

Teksten kan reciteres for den afdøde, for at påminde den afdødes bevidsthed om, hvordan den skal begå sig i bardo-tilstanden. Det er nemlig ikke en smertefri tur, hvor bevidstheden flyver roligt og ser tilbage på et tilendebragt liv. Bardo-tilstanden er frygtindgydende.

I den fysiske døds bardo opløses alt, men det kan være svært at give slip på et uforanderligt ”jeg” af bevidsthed og krop. I buddhismen er denne forestilling om et fast og ikke-forgængeligt jeg en illusion, for ethvert levende væsen er i konstant forvandling, idet vi dør lidt hele tiden.

Karma har indflydelse på bardo

I den fysiske død kan det være så skræmmende for bevidstheden at få sin frihed uden krop, at den hurtigst muligt søger mod en ny krop. Hellere leve fastlåst i en krop end fortsætte fri i en skræmmende bardo.

De skræmmende oplevelser, man ifølge Bardo Thödröl oplever i dødens bardo-tilstand, er skabt af ens egen bevidsthed. På samme måde som et mareridt er skabt af ens egen bevidsthed, måske på baggrund af tidligere traumer eller dårlige oplevelser, så er det, individet oplever i bardo-tilstanden skabt af dets egen bevidsthed på baggrund af dets karma.

Den karma individet samler gennem hensigtsmæssige eller uhensigtsmæssige gerninger i sit liv, gør livet til en lang forberedelse til bardo-tilstanden mellem to liv. De tibetanske buddhister mener, at gerninger i livet former bevidstheden og reaktionsmønstre i døden. Man kan sige, individet tager sine handlingsmæssige og mentale vaner med sig i dødens bardo.

Hvis individet i livet lever, som om det er et uforanderlig selv, er jeg’ets opløsning i døden skræmmende. Så kan det være en hjælp at få hvisket teksten fra dødebogen i ørene, så bevidstheden ikke søger mod først mulige krop at blive genfødt i. Det er nemlig sjældent den bedste løsning.

Tværtimod er Bardo Thödröl en mulighed for at føre bevidstheden videre til en bedre genfødsel eller ultimativt til befrielse og nirvana. Det kræver dog, at man kan tæmme sin bevidsthed, så den ikke lader sig skræmme af jeg’ets opløsning og diverse mareridtsagtige dæmoner skabt af bevidstheden selv.

At tæmme bevidstheden i bardo-tilstanden er at tæmme bevidstheden i livets andre sammenhænge og overgange. For mange buddhister bliver det at lære at dø også en måde at lære at leve, ligesom livet bliver en forberedelse til at dø. Det er alt sammen blot større eller mindre overgange.